Nydiagnosticeret med autisme?
Denne side har vi fyldt med den viden, vi selv ville have ønsket, da vi blev diagnosticeret. Her finder du, som nydiagnosticeret autist, foldere, links, videoer og en kort introduktion til din rejse ind i autismens verden. Denne guide vil vise dig vejen gennem vigtige ressourcer og erfaringer fra os og andre, der har gået samme vej.
Bliv medlem af vores Autisme- og Aspergerforening – Autisternes egen forening. Vi arbejder for at skabe flere autistiske fællesskaber og udbrede viden, der støtter os alle med autisme. At møde andre med lignende oplevelser kan være en stor lettelse og en vigtig kilde til forståelse og fællesskab. Hos os er du aldrig alene.
Foldere til dig, men vi har mange flere på hjemmesiden.
Autisme er
Autisme er en neurologisk forskellighed, der har indflydelse på hele vores system.
Som autister oplever vi verden på en anden måde, og for mange af os har det stor betydning for, hvordan vi fungerer i dagligdagen. Vi har behov for struktur, forudsigelighed og ro i vores hverdag. Med den rette viden og forståelse kan vi trives og bidrage til samfundet på vores egne præmisser.
Fleksibel tænkning, evnen til at skifte mellem opgaver og tilpasse os ændringer samt håndtere forandringer, kan være svært. Det kan skabe angst, uro og stress. Især uforudsete og pludselige ændringer kan skabe uro. Ligeledes kan vores evne til at planlægge, igangsætte og organisere (vores eksekutive funktioner) være udfordret. Mange af os har derfor brug for rutiner og forudsigelighed, da det giver os tryghed, ro og overblik.
Kommunikation kan være en stor udfordring . Vi har tit svært ved at aflæse sociale signaler og den nonverbale kommunikation, såsom kropssprog og mimik. Samtidig forstår vi bedre konkret og direkte tale fremfor implicit og abstrakt kommunikation, som derimod kan forvirre os.
Social interaktion er udfordrende, når kommunikation er svær, ligesom vi ikke altid opfatter de sociale normer og spilleregler.
Mange er samtidig også sensorisk udfordrede, hvor sanseindtryk såsom lys, lyd og lugte kan være meget intense og overvældende. Som konsekvens heraf bliver vi hurtigere udtrættet i forskellige sammenhænge. Vi kan derfor opleve, at det er svært at opbygge, forstå og vedligeholde relationer. Mange af os ønsker gode og stærke relationer, men vi har bare brug for en anderledes tilgang og forståelse fra vores omgivelser.
Hvad kan jeg få hjælp til?
Som autist kan vi søge rådgivning hos VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation), hvis vi har brug for hjælp til at håndtere udfordringer i hverdagen. VISO tilbyder specialiseret rådgivning omkring autisme og funktionsnedsættelser, som kan give os værktøjer til bedre at navigere i dagligdagen. De hjælper os også med at finde ud af, hvor vi kan få den rette støtte og hjælp, når vi har brug for det.
Hvad er mine rettigheder?
Din kommune har pligt til at vejlede dig i hvad du kan søge om hjælp og støtte, det afhænger helt af dit individuelle behov. Kontakt din kommune enten via borgerservice eller på borger.dk. Du kan søge gratis rådgivning ved DUKH.dk (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet)
Hvor finder jeg andre som mig?
Hos Autisme- og Aspergerforeningen tror vi på styrken i fællesskaber med ligesindede. Når du er autist, kan det ofte føles som om, du er alene med dine oplevelser og udfordringer. Men du er ikke alene. Vi er mange som dig, og vores fællesskab bygger på en forståelse af, at autisme er et bredt spektrum, hvor alles oplevelser er unikke. Du kan finde vores aktiviteter og mødesteder på linket herunder.
Hvordan finder jeg ud af hvad mine udfordringer er?
Som autist kan det være svært at sætte ord på vores behov og forklare, hvad der får os til at trives i hverdagen – og det er her, vores afkrydsningsskemaer kan hjælpe. Skemaerne "Min autisme," "Mine behov" – (beskæftigelse,) "Autismevenlig jul" og "Autismevenlig fødselsdag" er skabt til at give os et klart overblik over, hvad der skal til for, at vi kan føle os trygge og have det godt. Det er en god idé at udfylde skemaerne sammen med en person, der kender dig godt, fx en ven, et familiemedlem eller en bostøtte.
Ved at krydse af kan I sammen få et bedre billede af, hvad der fungerer for dig, og hvor du måske har brug for mere støtte – om det er i hverdagen, på arbejdspladsen eller til særlige begivenheder som jul eller fødselsdage.
Disse skemaer hjælper os med at anerkende vores egne behov og forstå, hvad der er vigtigt for vores trivsel. Selvforståelse er afgørende for, at vi kan skabe de bedste rammer for os selv, og ved at bruge skemaerne kan vi få hjælp til at skabe autismevenlige miljøer, der støtter os bedst muligt.
Min autisme-skemaet (opfølgning anbefales):
Mine behov-skemaet (beskæftigelse):
Mine behov og ønsker til en autismevenlig fødselsdag:
Mine behov og ønsker til en autismevenlig jul:
Mine skolebehov-udskoling og ungdomsuddannelse :
Links
DUKH.dk (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet)
VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation)