Forældre til autister
Denne side er skabt til dig som forælder, der ønsker at forstå og støtte din autistiske søn eller datter. Her finder du nøje udvalgte foldere, links, videoer og en introduktion til autismens verden – alt det, vi som autister selv ville ønske, vores forældre havde haft adgang til, da vores rejse begyndte. Vi guider dig til værdifulde ressourcer og erfaringer fra vores autistiske synspunkt, som kan hjælpe dig med at støtte dit barn bedst muligt.
Ved at blive støttemedlem af Autisme- og Aspergerforeningen bidrager du til at skabe flere autistiske fællesskaber og sprede vigtig viden, der kan støtte både autister og deres familier.
Bliv støttemedlem i dag og vær med til at gøre en forskel!
Foldere til dig, men vi har mange flere på hjemmesiden.
Autisme er
Autisme er en neurologisk forskellighed, der har indflydelse på hele vores system.
Som autister oplever vi verden på en anden måde, og for mange af os har det stor betydning for, hvordan vi fungerer i dagligdagen. Vi har behov for struktur, forudsigelighed og ro i vores hverdag. Med den rette viden og forståelse kan vi trives og bidrage til samfundet på vores egne præmisser.
Fleksibel tænkning, evnen til at skifte mellem opgaver og tilpasse os ændringer samt håndtere forandringer, kan være svært. Det kan skabe angst, uro og stress. Især uforudsete og pludselige ændringer kan skabe uro. Ligeledes kan vores evne til at planlægge, igangsætte og organisere (vores eksekutive funktioner) være udfordret. Mange af os har derfor brug for rutiner og forudsigelighed, da det giver os tryghed, ro og overblik.
Kommunikation kan være en stor udfordring . Vi har tit svært ved at aflæse sociale signaler og den nonverbale kommunikation, såsom kropssprog og mimik. Samtidig forstår vi bedre konkret og direkte tale fremfor implicit og abstrakt kommunikation, som derimod kan forvirre os.
Social interaktion er udfordrende, når kommunikation er svær, ligesom vi ikke altid opfatter de sociale normer og spilleregler.
Mange er samtidig også sensorisk udfordrede, hvor sanseindtryk såsom lys, lyd og lugte kan være meget intense og overvældende. Som konsekvens heraf bliver vi hurtigere udtrættet i forskellige sammenhænge. Vi kan derfor opleve, at det er svært at opbygge, forstå og vedligeholde relationer. Mange af os ønsker gode og stærke relationer, men vi har bare brug for en anderledes tilgang og forståelse fra vores omgivelser.
Hvad kan min datter/søn få hjælp til?
Som forældre kan du søge rådgivning hos VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation), hvis du har brug for hjælp til at håndtere udfordringer i hverdagen. VISO tilbyder specialiseret rådgivning omkring autisme og funktionsnedsættelser, og hvad du selv kan gøre for at håndtere dagligdagen, og hvor du eventuelt kan få hjælp.
Hvad er mine rettigheder?
Din kommune har pligt til at vejlede dig i hvad du kan søge om hjælp og støtte, det afhænger helt af din søn eller datters individuelle behov. Kontakt din kommune enten via borgerservice eller på borger.dk. Du kan søge gratis rådgivning ved DUKH.dk (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet)
Hvordan finder jeg ud af hvordan jeg støtter mit barn bedst?
Som autistiske børn har vi brug for struktur og tydelig kommunikation, og vores afkrydsningsskemaer kan hjælpe dig som forælder med at forstå, hvordan du bedst støtter os i skolen. Skemaerne "Min autisme," "Mine skolebehov – indskoling/mellemtrin" og "Mine skolebehov – udskoling/ungdomsuddannelser" er designet til at skabe en åben dialog mellem din søn/datter, dig og skolen om, hvad vi har brug for. Skemaerne giver et øjebliksbillede af barnets behov, så det bliver nemmere at finde de rette tiltag og støtte i hverdagen.
Ved at udfylde skemaerne sammen kan du hjælpe skolen med at forstå, hvordan din søn/datter lærer bedst – om vi har brug for ekstra pauser, struktur i undervisningen eller specielle tiltag i klasseværelset. Fordi vores behov kan ændre sig over tid, er skemaerne fleksible og kan justeres løbende for at sikre, at vi altid får den rette støtte. Skemaerne er et stærkt redskab til at sikre, at vi trives i skolen og kan udvikle os på vores egne præmisser.
Min autisme-skemaet (opfølgning anbefales):
Mine skolebehov-skemaet (Indskoling og mellemtrin):
Mine skolebehov-skemaet (udskoling og ungdomsuddannelse):
Mine behov og ønsker til en autismevenlig fødselsdag:
Mine behov og ønsker til en autismevenlig jul:
Mine behov-skemaet (beskægtigelse):
Links
DUKH.dk (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet)
VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation)
Videoer
Explaining Asperger's/Autism - Christian A. Stewart-Ferrer (PART 1/2)
Explaining Asperger's/Autism - Christian A. Stewart-Ferrer (PART 2/2)