Autisme og traumer – Er vi på vej til at genoplive myten om køleskabsmødrene?

I Autisme- og Aspergerforeningen ser vi med bekymring på en udvikling, hvor autisme i stigende grad forklares gennem traumer, relationer, magtforhold og livshistorie frem for som en medfødt neurologisk udviklingsforstyrrelse.

Autisme er ikke noget, der er sket med et menneske

Inden for traumeforståelsen erstattes spørgsmålet “Hvad er der galt med dig?” ofte af “Hvad er der sket med dig?” Det kan være et vigtigt og relevant perspektiv, når man forsøger at forstå mennesker med traumer, PTSD, personlighedsforstyrrelser eller andre belastningsreaktioner. Men når det gælder autisme, er spørgsmålet ubegavet som forklaringsmodel.

Autisme er ikke noget, der er sket med et menneske. Det er heller ikke en overlevelsesstrategi udviklet som reaktion på traumer, svigt eller vanskelige relationer. Autisme er en medfødt neurologisk udviklingsforstyrrelse, som har været til stede gennem hele livet, også når den først bliver identificeret sent. For mange bliver autismen først synlig, når livets krav overstiger de ressourcer, de har til rådighed, eller når de samtidig udvikler stress, angst eller depression. Det betyder dog ikke, at belastningerne har skabt autismen. De har blot gjort en allerede eksisterende udviklingsforstyrrelse mere synlig for omgivelserne og ofte også for personen selv.

Netop derfor vækker debatten om autisme og traumer bekymring i Autisme- og Aspergerforeningen. Selvfølgelig kan autistiske mennesker blive traumatiserede. Mange har oplevet mobning, social udstødelse, overbelastning eller manglende forståelse fra omgivelserne. Disse oplevelser kan få alvorlige konsekvenser og skal tages alvorligt. Men når autisme i stigende grad forstås gennem et traumeperspektiv, risikerer fokus at flytte sig fra autismen som medfødt neurologisk udviklingsforstyrrelse til en forestilling om, at autismen skal forklares ud fra det, personen har oplevet.

Det er ikke første gang i historien, at man har søgt forklaringen på autisme uden for det autistiske menneske. Tværtimod giver den aktuelle debat anledning til at huske et af de mørkeste kapitler i autismens historie – teorien om de såkaldte køleskabsmødre.

Læs mere om autismens historie: I sit speciale refererer Alexander Milne til Demetrious Haracopos, som i bogen “Hvad med mig?” fra 1988 skriver:

”Vi arbejder ud fra den opfattelse, at infantil autisme og beslægtede forstyrrelser overvejende er et resultat af medfødte biologiske og arvelige afvigelser, der medfører kognitive-, sproglige-, sociale- og kommunikationsforstyrrelser. Vi betragter altså ikke autisme som en følge af psykologiske traumer, et afvigende forhold mellem forældre og barn eller som et resultat af følelsesmæssige frustrationer i barnets tidlige udvikling”.

Historien om køleskabsmødrene bør ikke glemmes

I årtier blev forældre, især mødre, gjort ansvarlige for deres børns autisme. Teorien om køleskabsmødre byggede på forestillingen om, at følelsesmæssigt kolde eller utilgængelige mødre fik deres børn til at udvikle autisme. Konsekvensen var, at familier blev mødt med skyld, skam og mistænkeliggørelse i stedet for støtte og forståelse. Derfor bør vi være varsomme med forklaringsmodeller, der igen placerer årsagen til autisme i belastende opvækstforhold eller traumer. Selvom sproget er anderledes i dag, risikerer sådanne forklaringer at genintroducere den samme grundlæggende fortælling: at autisme ikke primært er en medfødt udviklingsforstyrrelse, men noget der opstår som følge af relationelle svigt eller belastende erfaringer. Historien om køleskabsmødrene viser, hvor skadeligt det kan være, når omgivelserne gøres til forklaringen på autisme.

Siden dengang, har forskning inden for genetik, neurovidenskab og udviklingspsykologi dokumenteret, at autisme ikke skyldes manglende forældrekærlighed, relationelle svigt eller opvækstforhold. Derfor blev teorien om køleskabsmødre forkastet. Men historien bør stadig fungere som en påmindelse om, hvor galt det kan gå, når årsagen til autisme søges i omgivelserne frem for i viden om hjernens udvikling.

Ingen seriøse fagfolk taler i dag om køleskabsmødre. Alligevel er der grund til opmærksomhed, når autistiske træk i stigende grad forklares som følge af traumer eller belastende livsbegivenheder. Nutidens traumeperspektiver er naturligvis ikke det samme som fortidens skyldplacering af forældre. Men fællesnævneren er, at forklaringen på autismen søges i det, der er sket omkring personen, frem for i den medfødte neurologiske udvikling.

Derfor er det vigtigt at fastholde en klar skelnen: Autister kan have traumer, og traumer fortjener både forståelse og behandling. Men autisme opstår ikke som følge af traumer. Hvis vi glemmer den forskel, risikerer vi at gentage fortidens fejl i en ny form. Det skylder vi både autister og deres familier at undgå.

Autisme skal forstås som autisme – ikke som traumer

Fagpersoner bør ikke lade sig forføre af en traumeforståelse, der gør traumer til svaret på næsten alle menneskelige reaktioner og udviklingsmæssige forskelle. At en forklaringsmodel præsenteres i populære faglige modeord, gør den ikke til en universel faglig nytænkning.

Autister kan have traumer, og traumereaktioner skal identificeres og behandles. Men autisme er ikke et traume, en forsvarsmekanisme eller en overlevelsesstrategi. Når autistiske træk fortolkes gennem én foretrukken teoriramme, risikerer faglig nysgerrighed at blive erstattet af tunnelsyn. Det fører ikke til en mere nuanceret forståelse, men til en alvorlig sammenblanding af årsag, samtidige tilstande og konsekvenser.

Autismefaglighed kræver viden om neurologisk udvikling, diagnostisk præcision og evnen til at skelne mellem autisme og traumereaktioner. Det kræver også vilje til at erkende, at ikke alt kan eller skal forklares med traumer. Når traumeperspektivet får forrang for dokumenteret viden om autisme, er det ikke faglig nytænkning. Det er et markant fagligt tilbageskridt.

Historien om køleskabsmødrene burde have lært os, hvor galt det kan gå, når en dominerende faglig teori får lov til at overskygge autismens udviklingsmæssige grundlag. Vi må ikke gentage den samme fejl i en ny og mere morderne indpakning.

Autister kan have traumer, men traumer skaber ikke autisme. Enhver, der arbejder professionelt med autister, har et fagligt ansvar for at kende, fastholde og arbejde ud fra den forskel.Reel og kompetent autismefaglighed starter med tidlig opsporing og korrekt diagnosticering af autisme – inden traumer og belastninger indtræder. Bytter man rundt på den rækkefølge, risikerer man blot at opfinde en moderne version af køleskabsmødrene. Netop derfor bør alle alarmklokker ringe, når autisme atter gøres til et resultat af traumer.

Scroll to Top