Værdier

Foreningens værdier

I Autisme- og Aspergerforeningen står vi sammen om at skabe en verden, hvor autister føler sig forstået og værdsat. Vores værdier bygger på inklusion, respekt og fællesskab. Vores udganspunkt er at alle autister har ret til at blive mødt med anerkendelse og støtte til at leve et godt liv. Det er væsentligt for forståelsen af os som autister, at man også har opmærksomhed på at der er høj arvelighed for autisme.

Gennem vidensdeling og fælles oplevelser arbejder vi for at skabe en bedre forståelse af autisme – både for autister selv og for dem omkring os. Vi mener, at styrken ligger i fællesskabet, hvor vi kan hjælpe hinanden og skabe bedre rammer for autister i hele samfundet.

Vores værdier, danner et solidt fundament for vores handicappolitiske arbejde for at udbrede kendskab til og forståelse for autister i samfundet.

Symbols billede af to hjerner hvor den ene er strømlinet og den anden er "krøllet"

Autisme og psykiatri

Autister møder ofte store udfordringer i psykiatrien, der ikke er tilpasset deres særlige behov.

Vi oplever, at autistiske reaktioner ofte bliver misforstået, hvilket kan føre til fejldiagnoser og manglende behandling. Vores forening arbejder for øget autismefaglig viden og bedre tilgængelighed i psykiatrien.

Vi kæmper for, at psykiatriske tilbud målrettes autister og bygger på autismefaglig viden og tryghed. Det er afgørende, at autistiske mennesker mødes med den rette hjælp, støtte og forståelse, så man kan tage vare på sin mentale sundhed.

en hånd stabler klodser med sundhedssymboler

Autisme og sundhed

Sundhedsvæsenet står over for betydelige udfordringer i mødet med autister.

Misforståelser i kommunikationen kan opstå, da autisters kommunikationsmønstre ofte ikke matcher de neurotypiske forventninger. Dette kan føre til fejltolkninger, der kan have alvorlige konsekvenser for behandlingen.

Det er derfor vigtigt, at sundhedspersonale får adgang til autismefaglig viden for at sikre en gensidig forståelse af behovet for sundhedsfaglig indsats.

Desuden bør der overvejes nye samarbejdsformer, hvor personer med autisme fungerer som ressourcer og tolke i sundhedsvæsenet, for at forbedre oplevelsen og sikre autistiske menneskers patientrettigheder og adgang behandling.

Forsker der kigger i et mikroskop

Autisme og forskning

Forskning om autisme skal altid udføres i samarbejde med autister. Det er afgørende, at de personer, forskningen omhandler, bliver inddraget i processen for at sikre, at deres stemmer og perspektiver bliver hørt.

Når forskning tager udgangspunkt i specifikke diagnoser, såsom autisme, skabes der muligheder for resultater, der kan anvendes til at sikre rettidig og tidlig indsats.

Vi arbejder for, at forskning bidrager til at udvikle metoder og strategier, der understøtter autisters trivsel, inklusion og livskvalitet gennem hele livet.

et grafisk billede af paragraftegn

Autisme og retssikkerhed

Autister står ofte over for betydelige udfordringer i mødet med myndigheder, hvilket kræver øget viden og forståelse. Manglende autismefaglig viden kan være medvirkende til, at autister får krænket deres retsstilling generelt.

Det kræver autismefaglig viden og forståelse at træffe de rigtige myndighedsbeslutninger for indsatser for autister. Alt for mange autister oplever, at de presses ind i indsatser, der ikke
matcher deres behov. Det reducerer vores funktionsniveau og afføder større kompensations- og støttebehov.

Det er essentielt, at myndighederne tilpasser deres metoder til autistiske menneskers individuelle udfordringer. Desuden er aktindsigt og overholdelse af lovgivning, herunder forvaltningsloven og serviceloven, afgørende for at sikre autisters rettigheder.

Ofte ses det at autister fejlagtigt bliver anklaget for vold, særligt i affektive situationer på bosteder, der resulterer i magtanvendelse. Besparelser i den offentlige sektor fører til øget magtanvendelse og begrænser autistiske menneskers retssikkerhed.

Vi arbejder for, at autismefaglig viden indgår i alle sager, der vedrører autistiske familier. Dette for at sikre både autistiske børns retssikkerhed, men også for autistiske forældres retssikkerhed.

Studiebøger opslået på et bord

Autisme og uddannelse

Overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser er ofte en stor udfordring for autister.

For os er det vigtigt, at autistiske elever og studerende får lige adgang til uddannelse. Vi arbejder for at skabe inkluderende uddannelsesmuligheder, der tager højde for autistiske behov. Dette kan indebære en forbedret mulighed for at modtage handicaptillæg, da autistiske behov ofte bliver dårligt formidlet på grund af manglende autismefaglig viden i ansøgningsprocessen. Handicaptilægget gives til mennesker med funktionsnedsættelser der gør, at de ikke kan varetage et job ved siden af studiet, til at supplere deres SU.

Vi arbejder for økonomisk ligestilling for autister, også under uddannelse. Dette kan være tilfældet ved udbetaling af personlige erstatninger. Men særligt også når autister modtager priser og økonomiske anerkendelser for studierelateret arbejde, så skal det ikke modregnes i deres fribeløb, da dette er en diskrimination af handicappede studerende. De skal kunne anerkendes på lige fod med deres medstuderende.

gul sikkerhedshjelm og værktøj

Autisme og beskæftigelse

Arbejdsmarkedet er en udfordrende arena for mange autister. Vi oplever ofte misforståelser og barrierer, når vi forsøger at finde eller fastholde beskæftigelse.

Det der giver mennesker med autisme livskvalitet, er ikke nødvendigvis det samme som flertallets. Mange kan have svært ved smalltalk, teambuilding og sociale ammenhænge – uden et konkret formål. Derfor er autismefaglig viden til arbejdsgiver et væsentlig opmærksomhedspunkt for foreningen.

Det nuværende arbejdsmarked fokuserer for meget på rammer og forventninger ud fra et normativt perspektiv, der ikke tager højde for autismen.

Vores forening arbejder for at fremme alle typer af beskæftigelsesmuligheder for autister. Det kan være fleksible arbejdspladser, fleksible ansættelsesforhold og generel inklusion af autister på alle arbejdspladser.

Vi ønsker et inkluderende arbejdsmarked, hvor vores individuelle behov og måder at tænke på, bliver accepteret og støttet. Vi ønsker at se en langt højere andel af autister i beskæftigelse gennem kompenserende rammer til gavn for hele samfundet.

For os er beskæftigelse mere end bare en plads på arbejdsmarkedet. Det kan også være at møde op i et dagtilbud og bidrage ved blot at være til stede. Uanset om vi har nedsat eller mistet vores arbejdsevne, har vi værdi og noget vigtigt at bidrage med.

Det kan have stor betydning for vores livskvalitet, at vi føler vi bidrager til samfundet.

Hænder der holder figurer af en familie

Autisme og familieliv

At blive forælder som autist kan være en meget stor omvæltning. Vi kan være lige så værdifulde og kompetente forældre og forbilleder for vores børn, som normative familier. Vi arbejder for at udbrede viden om at være autistisk forældre og hvordan autistisk forælderskab kan se anderledes ud end flertallets.

Familielivet for autistiske forældre kan være udfordrende, da vi ofte oplever manglende forståelse fra nær familie, venner, arbejdspladsen og systemet. Dette kan betyde mangel på netværk og støtte til vores børns og vores egne behov. Arveligheden for autisme er høj og derfor har autistiske børn ofte autistiske forældre.

Ved behov for særlig støtte i familien er tidlig og faglig kompetente indsatser afgørende for familiens trivsel og udvikling. Mangel på autismefaglig viden i indsatserne i en autistisk familie kan også have betydning for autistiske forældres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er afgørende, at der ydes tidlig indsats og kompetent støtte for at sikre hele familiens trivsel.

Dreng med høreværn på

Autisme og skole

I skolesystemet står autistiske elever ofte over for store udfordringer. Med inklusionsreformen kom der større forventninger til inklusion af autistiske børn i den almene skole, men samtidig øgedes manglen på specialfaglig viden i skolerne. Derfor er autistiske børn særligt sårbare over for mistrivsel i grundskolen.

Vi oplever, at der ofte mangler ressourcer til at tilpasse undervisningen og rammerne til elevernes individuelle behov. Vi arbejder målrettet for at øge pædagogerne og skolelærernes viden om autisme.

Autisme kan påvirke, hvordan vi indlærer, socialt interagerer og kommunikerer. Det er essentielt, at skoler møder autistiske elever med viden og forståelse for at skabe et sundt læringsmiljø, der er tilpasset autistiske hjerner. I lærerens didaktiske overvejelser bør undervisningen tilpasses den enkeltes behov og læringsstil, hvilket fremmer trivsel og udvikling hos autistiske elever.

Autisme og Skolemistrivsel

Autisme og skolemistrivsel

Skolemistrivsel er en væsentlig udfordring for mange autistiske elever. Det kan skyldes manglende ressourcer i skolen og manglende viden om autisme.

Mange autistiske børn oplever skolemistrivsel, også kaldet ufrivilligt skolefravær. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke er et valg for disse børn. Børnene ønsker at gå i skole og lære, men mange skoler har ikke ressourcer eller rammer, der er tilpasset den autistiske hjerne, som ofte har et øget behov for rutiner og individuelle hensyn.

Manglen på autismefaglig viden i skolerne betyder, at autistiske børn ofte ikke får de samme muligheder som deres jævnaldrende. Det er essentielt at skabe passende rammer, så alle børn får lige adgang til uddannelse.

Vores forening arbejder for at skolerne får mere viden om autisme og værktøjer til at skabe forståelse gennem dialog, så passende støtte og forudsigelighed kan øge det enkelte barns trivsel.

Det er afgørende, at man forstår at det ikke er en straf at tilbyde segregerede specialtilbud til autistiske børn. Autistiske børn, der er i autismefaglige rammer, trives bedre.

Autistiske børn har lettere ved at danne gode og sunde relationer og spejle sig i andre autistiske børn. Dette mindsker nederlagsoplevelser i relationer med neurotypiske børn og styrker dermed det autistiske barns selvværd.

Ung mand ser sit eget spejlbillede

Autisme og psykoedukation

Selvforståelse er afgørende for autister og kan i høj grad styrkes gennem psykoedukation. Med autismefaglig information og ressourcer kan autister få indsigt i deres egne udfordringer og behov, hvilket hjælper dem med at navigere i hverdagen.

Psykoedukation bidrager til, at autistiske mennesker lærer at identificere deres styrker og svagheder, hvilket er essentielt for, at man som autist kan passe på sig selv.

I vores forening arbejder vi grundlæggende for, at alle autister, uanset alder og livsfase, får tilbudt psykoedukation. Autisters funktionsniveau kan variere gennem livet, og derfor kan der være behov for psykoedukation, der er tilpasset den enkeltes aktuelle situation og livsfase for at sikre trivsel. At opnå selvforståelse er et vigtigt skridt mod at leve et liv med selvværd og livskvalitet.

billedet forestiller et hus med solskin bagved

Autisme og botilbud

Botilbud for autister skal tage højde for de særlige behov, som autistiske personer har, også når de har brug for ekstra støtte i deres dagligdag.

Vi mener, det er vigtigt at sætte den autismefalige viden i fokus, både ved oprettelse, indretning og visitation af borgere til botilbud.

Desuden bør personalet være uddannet i at forstå autisme samt autistisk kommunikation og kunne tilbyde en støttende og anerkendende tilgang, der respekterer den enkelte beboers værdighed og autonomi.

Vi støtter, at autismefagligheden er i højsædet for at sikre støtte til individuelle behov samt fremme selvstændighed og livskvalitet.

Ældre dame taler med en mand der sidder med et clipboard og skriver

Autisme og seniorlivet

Mange ældre autister står over for betydelige udfordringer, da lovgivningen sjældent tilpasses deres specifikke behov.

Utilstrækkelig viden, støtte og tilbud kan føre til isolation, ensomhed og manglende adgang til tryghed og fællesskaber. Det er afgørende at have autismefaglig viden blandt personalet i sundheds- og plejesektoren, så de kan forstå og imødekomme ældre autisters særlige rutiner, kommunikationsmønstre og individuelle behov.

For at forbedre livskvaliteten for denne gruppe er det essentielt, at lovgivningen anerkender deres særlige udfordringer og sikrer tilstedeværelsen af autismefaglig viden, ressourcer og kompenserende støttetilbud.

Scroll to Top