Vores autistiske fællesskaber
Hos Autisme- og Aspergerforeningen tror vi på styrken i fællesskaber med ligesindede. Når du er autist, kan det ofte føles som om, du er alene med dine oplevelser og udfordringer.
Men du er ikke alene. Vi er mange som dig, og vores fællesskab bygger på en forståelse af, at autisme er et bredt spektrum, hvor alles oplevelser er unikke. Selvom vi er forskellige, er vi fælles om at være en del af noget større.
At mødes med ligesindede
At møde andre autister kan være helende og livsforandrende. Det giver en følelse af at passe ind og blive forstået uden at skulle forklare sig.
Mange med autisme har et ønske om at være sociale, men det foregår ikke nødvendigvis på samme måde som hos neurotypiske.
Vi ønsker at skabe rum, hvor der er plads til at være sig selv, og hvor ingen føler sig udenfor. Vores fællesskaber er baseret på respekt for autistiske præmisser, hvor tryghed og forståelse er i fokus.
En stærk forening
Autisme- og Aspergerforeningen er mere end et sted, hvor vi kan mødes. Vi arbejder for at udbrede kendskabet til autisme og kæmper for bedre vilkår for autister gennem hele livet.
Gennem fællesskab styrker vi vores autistiske stemme i samfundet, så vi kan gøre en forskel. Sammen kan vi skabe forandring og være med til at forme en fremtid, hvor autisters rettigheder og behov bliver hørt og respekteret.
Fællesskab for Alle
Vores forening er ikke kun for autister, men også for pårørende, fagfolk, der kan optages som støttemedlemmer.
Ved at blive en del af vores fællesskab er du med til at styrke den autistiske stemme. Sammen kan vi sikre, at ingen autister står alene, og at der skabes rammer for et mere forstående og støttende samfund for os alle.
Vi inviterer dig til at blive en del af vores fællesskab, hvor du kan være dig selv, blive forstået og være med til at skabe positiv forandring for alle autister.