Samarbejdsaftalen

2006 Indgåelse af samarbejdsaftale med Landsforeningen Autisme

I april 2006 indgik daværende formand, Aage Sinkbæk, en samarbejdsaftale med Landsforeningen Autisme. Denne aftale lettede administrationen og gav en række fordele, herunder stemmeret i Landsforeningen Autismes repræsentantskab. Alle medlemmer af Aspergerforeningen blev ved indgåelsen af samarbejdsaftalen også fuldgyldige medlemmer af Landsforeningen Autisme.

På daværende tidspunkt skulle bestyrelsen alt sendes ud fysisk med posten, så det administrative arbejde blev mere og mere tungt og tidskrævende som Aspergerforeningen voksede. Landsforeningen Autisme fik halvdelen af kontingentet mod til gengæld at stå for bl.a. medlemshåndtering, opkrævning af kontingent m.m.

Læs samarbejdsaftalen fra 2006 her


2022 Samarbejdsaftalen blev opdateret

I 2022 blev samarbejdsaftalen mellem Autisme- og Aspergerforeningen og Landsforeningen Autisme genforhandlet og opdateret.

Læs den opdaterede samarbejdsaftale fra 2022 her



Opsigelse af samarbejdsaftalen

Den 21. oktober 2023 opsagde Autismeforeningen samarbejdsaftalen med Autisme- og Aspergerforeningen. Baggrunden for opsigelsen var, at Autismeforeningen betragtede Autisme- og Aspergerforeningen som en konkurrent, især i lyset af, at vi ville afholde en konference to måneder før deres årlige konference. Som bestyrelse er vi dybt forundrede over, at vores lille forening, drevet af autister, kan anses som en konkurrent til en organisation, der er ti gange større og har et sekretariat med mange fuldtidsansatte, der bruger tæt på en halv million kroner på lønninger hver måned.

En lang tradition for vinterkonferencer

Vi finder det uforståeligt, da Autisme- og Aspergerforeningen har en tradition for at afholde vinterkonferencer. Den første vinterkonference fandt sted i Horsens den 4. februar 2012 og blev siden afholdt flere steder i landet. Den tidligere formand, der nu er sekretariatschef for Autismeforeningen, har gentagne gange tilbudt at søge midler til, at vi kunne afholde en konference. Dette tilbud blev senest afvist på dialogmødet i juni 2023.

Invitation til samarbejde blev ignoreret

Bestyrelsen i Autisme- og Aspergerforeningen sendte en invitation til Autismeforeningens daværende formand, som blev tilbudt at deltage i vores konference med betalt overnatning. Derudover blev Autismeforeningen tilbudt en gratis standplads på konferencen. På grund af samarbejdsaftalen lavede vi også reducerede priser til Autismeforeningens kredsbestyrelser og hovedbestyrelse.

Autismeforeningens formandskab og hovedbestyrelse gav på intet tidspunkt udtryk for, at vores konference skulle være et problem. Den tidligere formand kvitterede ikke for vores invitation til konferencen, selvom han informerede hovedbestyrelsen om den 13. august 2023.

Uafklarethed indtil repræsentantskabsmødet i oktober 2023

Vi måtte vente med at få svar på invitationen, indtil repræsentantskabsmødet i oktober 2023, hvor den daværende formand sagde, at det ikke gav mening, at vores forening inviterede hinanden til vores respektive konferencer. Han udtrykte også utilfredshed med, at vi ville bruge oplægsholdere, som Autismeforeningen tidligere havde brugt på Sikon.

Efter opsigelsen af samarbejdsaftalen og den tidligere formands udtalelser på repræsentantskabsmødet måtte vi konstatere, at svaret på invitationen måtte være nej, da dette var den primære årsag til opsigelsen af samarbejdsaftalen. På trods af opsigelsen fastholdt vi, at kredsene fortsat skulle kunne købe billetter til reduceret pris, og at de kredse, der ønskede det, kunne dele en standplads for Autismeforeningens kredse.

Autistisk konference er ikke i konkurrence med Autismeforeningen

Vi vil endnu en gang understrege, at Autisme- og Aspergerforeningens konference IKKE var eller er i konkurrence med Autismeforeningens konference. Vores konference har en helt anden målgruppe, udformning og fokus end Autismeforeningens årlige konference.

Scroll to Top