Landsforeningen Autisme, Kreds Østjylland skriver på deres Facebookside følgende:
MANDAG D.27 NOVEMBER, AARHUS
Autisme- og Aspergerforeningen og Landsforeningen Autisme, Kreds Østjylland mødte Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye til oplæg om tankerne bag regeringsudspillet på den nye folkeskole.
Vi kunne som autismeforeninger italesætte blinde vinkler og bringe løsninger på nogle af inklusionens udfordringer til bordet. Vi 3, der var afsted, er alle mødre til autistiske børn, der er inklusionsreformens “årgang 0”. Inklusion har ikke haft nogen positiv indvirkning her, tværtimod.
Vi sidder pt med en generation af unge på kanten af voksenlivet, der har pådraget sig traumer i folkeskolen. Dette gør sig desværre gældende for rigtig mange autistiske børn, der knækker i skolen på trods af diverse tiltag med mellemformer og lignende.
Det kan og skal vi som samfund gøre bedre, derfor er den fælles opfordring herfra også, at man tager dialogen med dem, det handler om og fraholder sig fra at komme med synsninger, der kun føre til gøgeungeretorik med stigmatisering til følge.
Det kan godt være, at man vil spare i folkeskolen, men når vi nu ved, at resultatet bliver, at udgiften kommer mangefoldigt igen længere oppe i systemet efter grundskolen. Ja, så svigter vi som samfund i sande folkeskolens formålsparagraf ift. denne gruppe af børn og unge.
Vi takker Mattias Tesfaye, Camilla Fabricius og Anders Søndergaard Terp for en konstruktiv aften og ser frem til videre dialog.
Hvis du er interesseret i mere viden om autisme, har Autisme- og Aspergerforeningen udviklet 2 foldere og 2 dialogværktøjer i form af afkrydsningsskemaer, hvilket du kan finde links til herunder (alt er gratis i øvrigt):
Mine skolebehov – indskoling og mellemtrin
Mine skolebehov – udskoling og ungdomsuddannelse
Dialogværktøjet “isbjerget” kan findes på Landsforeningen Autisme Kreds Østjyllands hjemmeside