Torsdag d. 23. marts 2023 deltog Autisme- og Aspergerforeningen i en samarbejdsdag for handicap- og patientorganisationer med Solsikkeprogrammet og Videnscenter om handicap.
Dagen bød på en status på Solsikkeprogrammet v. Stine Ringvig Marsal. Hun gav en levende beskrivelse af Solsikkeprogrammets historie. Lige fra starten i Gatwick Airport i 2016 til indførelsen i 2020 i Københavns Lufthavn og frem til nu, hvor solsikken har bredt sig til ud i verden og til virksomheder, dagligvarebutikker, kulturinstitutioner mv. i Danmark.
Efter status på programmet og historien bag fik vi præsenteret den nye mulighed for at få et mere personligt kort til sin solsikkesnor, hvor man selv får mulighed for at angive nogle mere individuelle behov. På sigt vil det også være muligt at få et sådant kort gennem sin forening, såfremt de indgår i solsikkeprogrammet.
Vi fik en god præsentation af, hvad der kræves som virksomhed for at tilslutte sig programmet. Ligesom vi fik nogle rigtig gode historier fra det virkelige liv, der illustrerer den værdi solsikkesnoren kan give brugerne. Også fra repræsentanter fra andre organisationer og foreninger, der var til stede.

Der er pt. 16 handicap- og patientorganisiationer, der har tilsluttet sig Solsikkeprogrammet, hvoraf vi i Autisme- og Aspergerforeningen selvfølgelig er en af dem.
Peter (tidligere bestyrelsesmedlem) og Tanya fra bestyrelsen repræsenterede Autisme- og Aspergerforeningen på mødet.
De foreninger, der har tilsluttet sig programmet har og får nogle gode muligheder for at lave et samarbejde med Solsikkeprogrammet på diverse sociale medier. Ligesom vi kan få mulighed for at sælge snoren og på sigt det personlige kort. Det håber vi snart også at kunne tilbyde vores medlemmer.