Landsformanden for Autisme- og Aspergerforeningen, Nina Catalina Michaelsen, har anmodet Dialogforum på socialområdet Midtjylland om en drøftelse af Silkeborg Kommunes planer om overtagelse af det regionale tilbud, Gødvad Botilbud, under Specialområde Autisme.
Nina Catalina Michaelsen har på mødet i dag kort redegjort for baggrunden for sit ønske om en drøftelse af dette emne. Hun finder det bekymrende, at kommunalreformen fra 2007, ikke er blevet opdateret siden den blev vedtaget, når nu man i 2009 tilsluttede sig Handicapkonvention og derved forpligtigede sig til at indrette lovgivning og administrativ praksis i overensstemmelse med konventionens krav.
Retten til at leve et selvstændigt liv og være en del af samfundet
Staten skal sørge for, at personer med handicap har de samme muligheder for at leve og være med i samfundet som alle andre.
Det skal staten sørge for:
- Personer med handicap skal have mulighed for at vælge, hvor de vil bo på sammen måde som andre.
- Personer med handicap skal have mulighed for at vælge, hvem de vil bo sammen med på samme måde som andre. De kan ikke tvinges til at leve i en bestemt boform eller bo på et bestemt bosted.
- Personer med handicap skal have mulighed for at få hjælp og støtte i hjemmet.
- Personer med handicap skal have mulighed for at få hjælp, så de kan være en del af samfundet.
- Personer med handicap skal også have mulighed for at bruge de tilbud, som andre personer i samfundet har.
Landsformanden for Autisme- og Aspergerforeningen oplever ikke, at politikkerne, i sagen om Gødvad, tænker ret meget over, om de forbryder sig mod handicapkonventionen, der er en del af menneskerettighederne. De autistiske mennesker der bor på Gødvad, mister retten til at bestemme over eget liv, hvis Silkeborg kommune hjemtager tilbuddet til kommunal regi. Hvis Silkeborg Kommune overtager botilbud Gødvad, skal borgerne visiteres igen og kan derfor risikere at miste deres hjem.
Læs mere her: https://www.midtjyllandsavis.dk/artikel/a3d89929-8a98-469b-a1ac-be24f16eade9/
På dialogmødet var der bred enighed om, at bekymringen for borgerne på Gødvad og udfordringen med kommunalreformen ikke kan gå ubemærket hen.
Nina Catalina Michaelsen er indstillet til Dialogforum på socialområdet, Region Midtjylland, af Autisme- og Aspergerforeningen og Landsforeningen Autisme.