Mandag den 3. februar deltog Landsformand Nina Catalina Michaelsen og foreningsrepræsentant Gunvor Trinderup Schaldemose i et møde med rådmand Anette Poulsen i Aarhus. Baggrunden for invitationen er de udfordringer som Aarhus kommune har stået i, mht. forsyningspligten af den socialpædagogiske indsats til borgere med autisme.
Mødet var konstruktivt, ærligt og med et fælles ønske om at forbedre situationen og de vilkår som de autistiske borgere, samt alle implicerede parter, står i og med. Uanset om man er modtager af den socialpædagogiske indsats eller om man er den som skal yde den socialpædagogiske indsats. Dette anser vi som et godt og positivt udgangspunkt.
Omstruktureringens udfordringer for autistiske borgere
Omstrukturering kan og vil være svært, når ‘plejer’ og ‘vant til’ bliver udfordret. Og hvis der er noget som autister generelt har meget svært ved, så er det når genkendeligheden bliver væk eller helt forsvinder.
Vi kunne på tværs af bordet sagtens finde enighed i at omstrukturering godt kunne have forgået mere hensigtsmæssigt, men også en enighed om at en omstrukturering var uundgåelig.
Vigtige temaer fra mødet
For at nævne nogle få af de mange punkter vi bragte til bordet, så var det bl.a.:
Mere forudsigelighed og mere forberedelsestid, ved så store forandringer.
Mere transparens og borger inddragelse, særligt i forhold til årsagen for den store omstrukturering, da det kunne have mindsket uroen og givet indblik i, hvem der kunne haft særligt brug for hensyn i forhold til at beholde en kendt bostøtte, hvor andre autister kunne have haft det nemmere ved forandringen. Uro skaber utryghed, både hos sårbare borgere og hos medarbejderne.
Utryghed skaber stress
Utryghed skaber stress – både for autistiske borgere og for medarbejderne. Derfor understregede vi vigtigheden af gode arbejdsvilkår for bostøtterne. Medarbejdernes trivsel er afgørende for at kunne fastholde og udvikle kompetente fagfolk og samtidig sikre, at Aarhus Kommune lever op til sin forsyningspligt.
Medarbejdernes trivsel og arbejdsvilkår er alfa og omega for at kunne fastholde og udvikle dygtige og kompetente fagfolk. Derfor ser vi med særligt positive øjne på, at den nytiltrådte rådmands baggrund er sygeplejen. For hvis der er nogen, som ved, hvor ødelæggende dårlige arbejdsvilkår kan være, når man skal rundt til borgere og give noget af sig selv i en fagperson-til-borger-relation, så er det sygeplejersker. Der er meget, der skal gå op i en højere enhed rent logistisk for at kunne nå alle borgere på ‘køreplanen’, uanset om det er i hjemmesygeplejen eller en §85 indsats.
Fremadrettede løsninger og samarbejde
Mødet fokuserede ikke kun på udfordringer, men også på løsninger. Vi drøftede, hvordan Aarhus Kommune kan understøtte de mange nye medarbejdere, der nu står over for en stejl læringskurve.
Som forening har vi altid fokus på løsninger, frem for udfordringer, for der er ikke megen ide i at komme til et møde, kun for at beklage sig. Vi talte om hvordan man kunne forbedre de nye medarbejders udgangspunkt, i arbejdet med at danne relation til borgerne. Til den opgave fortalte vi om foreningens Bostøtteskemaer og hvordan brugen af disse kunne være særligt støttende for at opbygge en god relation mellem fagperson og borger. Skulle Aarhus kommune udtrykke at de ønsker at investere i vores skemaer, er vi som forening selvfølgelig altid klar til at være behjælpelig i den indsats.

Vi stillede spørgsmål til og opstillede tænkte scenarier, som de geografiske opdelinger kunne have ud i fremtiden. Vi er ikke i tvivl om, at den sparring vi havde på tværs, vil være medskabende til at mindske stress og mistrivsel i nogle af livets store overgange, for borgere der modtager støtte gennem SORAS.
Fra foreningens side, var det også rart at kunne præsentere Anette for nogen af de indsatser som Autisme- og Aspergerforeningens repræsentanter i Aarhus har arbejdet på og hvordan foreningens nye tilbud kan danne ramme om et civilt socialt ansvar i samarbejde med kommuner
I Autisme- og Aspergerforeningen bygger vi broer – med vores indefraperspektiver og en ærlig, løsningsorienteret tilgang.
Tak for et konstruktivt møde
En stor tak til Anette Poulsen og Janus Hedemann for et langt og værdifuldt møde. Vi værdsætter den åbne dialog og det fælles ønske om at skabe en bedre indsats for autistiske borgere i Aarhus Kommune.
