Kommer en statsminister til at undskylde for kemisk kastration og sterilisering af autistiske mindreårige?

Disclaimer:
Denne artikel indeholder synspunkter og analyser, som kan virke provokerende eller udfordrende for nogle læsere. Formålet er ikke at støde, men at fremlægge en grundig og velovervejet gennemgang af et emne, vi mener har stor betydning. Vi opfordrer til, at man læser hele artiklen i sin fulde sammenhæng før, der drages konklusioner. Kun på den måde kan den bekymring og de argumenter, der præsenteres, forstås i deres rette kontekst.

Opdateret 20.05.2025

12. november 2019
Det kan være, at vi står om 30-40 år, og så har vi en regering, som skal give en undskyldning til de her børn, fordi man gjorde noget, der var forkert
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselotte Blixt
Politikere i vildrede om hormonbehandling til børn: ‘Et frygteligt dilemma’ | Indland | DR

Din fjendes fjende, er ikke nødvendigvis din ven!

Mens folketingspolitikere fra både højre og venstre kaster mudder mod hinanden og beskylder modparten for transfobi, transideologi eller had, er der én ting, de stort set alle ignorerer: den historiske og aktuelle behandling af autistiske mennesker i Danmark.

For mens nogle holder Trump ansvarlig for en bølge af transfobi, glemmer man ofte, at selvsamme Trump – i samarbejde med kontroversielle aktører som Robert F. Kennedy Jr. – har været med til at fastholde idéen om, at autisme er en fejltilstand, der bør korrigeres eller medicineres væk. Ironisk nok er det præcis den form for medicinsk intervention, som mange af Trumps modstandere – herunder progressive fortalere for tidlig hormonbehandling – i stigende grad ønsker at tilbyde autistiske mindreårige, blot under påskud af kønsinkongruens.

Det afslører et dybere etisk dilemma: For når både højre- og venstrefløjen reducerer autistiske mennesker til partipolitiske agendaer, risikerer vi at gentage historiens fejltagelser – blot i nye og mere ”inkluderende” forklædninger.

Politikere, der har ladet sig rive med af identitetspolitiske strømninger, henviser ofte til de interkønnede – altså personer med variationer i den biologiske kønsudvikling, også kendt som DSD (Disorders/Differences of Sex Development). Eksempler på sådanne variationer er blandt andet Klinefelter syndrom og Turner syndrom.

Man kan med rette stille spørgsmålet: Har politikerne overhovedet spurgt dem, de taler om

For ifølge VIVE’s rapport “Interkøn”, udtrykker de adspurgte personer med DSD-diagnoser en tydelig modvilje mod at blive placeret under LGBT+-paraplyen og betegnelsen “interkøn”.

Her kan man med rette spørge – Hvem har overbevist politikerene at bruge lige netop denne målgruppe som argument i en kønsidentitetsdebat?

”Alle interviewpersonerne identificerer sig selv som enten mand eller kvinde, men størstedelen ser ikke sig selv som interkønnede og identificerer sig heller ikke som LGBTI-person. Hvis man kan tale om et tilhørsforhold, knytter det sig i højere grad til specifikke diagnoser som Klinefelter syndrom og Turner syndrom.”
(Bilag 1 )

Hvad er Intersex?

Børn introduceres tidligt til kønsidentitet

I dag opfordres pædagoger og skolelærere til at have et øget fokus på køn og kønsidentitet – et fokus, der måske kan være uhensigtsmæssigt omfattende. Det gør sig gældende helt ned i børnehaven, hvor pædagoger vejledes i at finde litteratur om transkønnethed, som vurderes at være alderssvarende, men som andre sætter spørgsmålstegn ved. Kontrasten synes himmelråbende stor ift. Den manglende opkvalificering efter inklusionsreformens indtog. På Danmarks læringsportal findes der et markant stort indhold af LGBT+ læringsmaterialer, som grundskolen er forpligtiget til at undervise i. Der findes ikke samme store mængde af videns- og læringsmateriale på portalen, om neurodiversitet og de handicaps der følger med diagnoser såsom ADHD og autisme. Til trods for at inklusionen af denne gruppe blev gennemtvunget i 2012. Det viser tydeligt de politiske og økonomiske prioriteringer på folkeskoleområdet. (Bilag 2) (Bilag 3)

Det er veldokumenteret, at personer med autisme generelt udviser øget sårbarhed over for manipulation, grooming og seksuel udnyttelse. Studier viser, at børn i alderen 7–18 år med udviklingsforstyrrelser har op til 90 % højere risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb, hvilket bør udgøre et centralt anliggende både politisk og fagprofessionelt.
Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap udgør således et alvorligt og underbelyst samfundsproblem. Det kalder på en styrket indsats baseret på evidens, tværfaglig viden og etisk ansvarlighed med henblik på at sikre målgruppen beskyttelse, tryghed og reelle rettigheder i praksis. (Bilag 4)

I denne artikel kan læse mere om hvem Robert F. Kennedy Jr. er og hvorfor hans udpegning af David Geier er problematisk for Danmarks sundhed- og handicappolitik – særligt for autistiske mennesker.

Du vil i det følgende også blive præsenteret for årsager til, hvorfor et stigende antal autistiske personer oplever, at deres eksistens bliver ugyldiggjort, og at de funktionsnedsættelser, der er forbundet med autisme, systematisk bliver overset eller ignoreret.

Det rejser en række væsentlige spørgsmål:
Hvor er de fagpersoner, der burde varetage beskyttelsen af autistiske børn, unge og voksne? Hvilken rolle har børnepsykologer spillet i denne udvikling – hvis overhovedet nogen? Hvornår blev det pædagogisk og psykologisk forsvarligt at lade børn forholde sig til deres (køns)identitet, før denne identitet er færdigudviklet?

Økonomiske incitamenter bag tidlig hormonbehandling?

I en tid, hvor den danske velfærdsmodel står under økonomisk pres, og der implementeres besparelser på netop dette område, er det værd at spørge, hvordan ideologisk ekstreme tilgange vinder indpas. For selvom Danmark har en stærk tradition for at basere politik på evidens og menneskerettigheder, bør vi ikke undervurdere, hvor påvirkelige vores prioriteringer er – og allerede har været – over for internationale strømninger.

En mulig tese er, at den manglende faglige og politiske modstand mod tidlig hormonbehandling af autistiske unge kan have en økonomisk bagtanke. Ved at tillade, at disse unge autister kommer i medicinsk behandling i en periode af deres liv, hvor de langsigtede konsekvenser – såsom reduceret fertilitet og dermed frataget muligheden for at reproducere – endnu ikke er klare, kan det tænkes, at man forestiller sig at minimere fremtidige omkostninger til sociale tilbud, psykiatrisk hjælp og langsigtet støtte. Det er en kynisk, men logisk slutning i et system, der i forvejen ser handicap og autisme som en byrde.

Når politikerne behandler forslag om medicinske behandlinger, der kræver sundhedsfaglige redegørelser – gerne fra flere vinkler, så man opnår et fuldt oplyst billede af den problematik, man ønsker at ændre ved lovforslag – synes den partipolitiske optagethed af valgstemmer at stå over ansvaret for at passe på sårbare borgere i Danmark, særligt mindreårige.

Ved at gøre den progressive og ukritiske tilgang til køn til forklaring på børns mistrivsel, flyttes udgifterne fra specialområdet over mod det somatiske område. På den måde kan man holde de samlede omkostninger i folkeskole og psykiatri nede. Samtidig er autistiske børn i stigende grad blevet en sårbar og overset gruppe. Folkeskolelovens inklusionsudklædte skolereform har medført, at mange autistiske børn ender i ufrivilligt skolefravær, fordi deres klassekammerater ikke deler deres måde at tænke og opleve verden på – og lærerne er som regel heller ikke klædt på til at undervise dem med de rette pædagogiske redskaber.

Når man ikke lærer af historiens mørke kapitler  

Danmarks fortid fortæller også en dyster historie, hvor man fra statens side, accepterede sterilisering af mennesker med handicap – såsom autisme. 

Carla var en ud af cirka 13.000 personer, størstedelen kvinder, der blev steriliseret i Danmark i årene mellem 1929 og 1967. Baggrunden var Lov om Adgang til Sterilisation, der trådte i kraft den 1. juni 1929. Denne lov åbnede op for, at personer med handicap kunne steriliseres for at forhindre, at de satte børn i verden. Loven var en central del af mellemkrigstidens danske eugeniske/racehygiejniske politik. Eugenik og racehygiejne fremgik ikke eksplicit i lovteksten, men var tydelig i den politiske debat om forslaget. Danmark var dermed det første land i Europa, der gennemførte en sådan lovgivning, og i løbet af 1930’erne blev lovgivningen udbygget og fik tydelige racehygiejniske formål. (Bilag 5)

Hvis du vil vide mere, så se denne dokumentar:

Publikationen “Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980″, tilgængelig via Folketinget.dk, kaster et vigtigt lys over de ofte barske og uværdige forhold, som mange anbragte oplevede gennem næsten fem årtier. Udredningen dokumenterer en tid præget af systemiske svigt, overgreb og manglende omsorg fra statens side over for nogle af samfundets mest sårbare grupper.

Rapporten bygger både på arkivmateriale og vidnesbyrd fra tidligere anbragte.

Den 8. maj 2023 fremsatte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil en officiel undskyldning på regeringens vegne for de mange overgreb, som mennesker anbragt under statens særforsorg blev udsat for. Overgrebene omfattede blandt andet vold, voldtægt, magtanvendelse, tvangssterilisering og kastration.

Undskyldningen markerede en historisk anerkendelse af de svigt og overgreb, disse mennesker blev udsat for – og udtrykte statens ansvar og vilje til at tage ved lære af fortidens fejl.

International påvirkning af dansk handicappolitik

Sammenblanding af ideologi, medicin og politisk strategi er ikke noget nyt – heller ikke i Danmark. I årtier har dansk handicappolitik været påvirket af internationale strømninger, især fra USA, hvor synet på autisme og handicap ofte har været præget af forestillinger om kontrol, normalisering og økonomisk effektivisering. Det, vi ser nu, er imidlertid en ny bølge, hvor disse idéer kobles til identitetspolitiske dagsordener og medicinske praksisser, der i praksis risikerer at forstærke marginaliseringen af autistiske mennesker.

Når aktører som Donald Trump, Robert F. Kennedy Jr. og David Geier får fornyet fodfæste i den globale debat, er det ikke længere et spørgsmål om, om deres idéer påvirker os – men snarere hvordan de allerede er filtret ind i vores egne sundheds- og handicapprioriteringer. Og det gælder uanset hvilken politisk fløj, man tilhører.

RFK Jr. udnævnt til sundhedsminister – en kontroversiel beslutning 

I februar 2025 blev Robert F. Kennedy Jr. bekræftet som USA’s sundhedsminister efter en tæt afstemning i Senatet. Kennedy, er kendt for sine kontroversielle synspunkter om vacciner og folkesundhed, blev nomineret af præsident Donald Trump som en del af en bredere strategi for at reformere det amerikanske sundhedssystem. Hans udnævnelse har vakt bekymring blandt sundhedseksperter og politikere, især på grund af hans tidligere kritik af vaccineprogrammer og offentlige sundhedsinitiativer. (Bilag 6 )

Kennedys politikker skaber uro i sundhedssektoren 

Som sundhedsminister har Kennedy iværksat en række initiativer, herunder nedskæringer i offentlige sundhedsprogrammer og ændringer i vaccineanbefalinger, hvilket har ført til debat om konsekvenserne for folkesundheden. Hans tilgang har også resulteret i opsigelser blandt videnskabelige medarbejdere og medført massiv kritik fra det medicinske samfund. (Bilag 7 )

Kennedys udnævnelse og efterfølgende egne udpegelser af personer, som skal stå i spidsen for forskellige initiativer, har skabt uro, bekymring og ængstelighed i USA, særligt for de autistiske mennesker og deres familier.  

”Autisme-epidemi” – en vaccineskeptikers kamp mod videnskaben 

Robert F. Kennedy Jr. (RFK Jr.) har været en prominent skeptiker over for den gængse forståelse af autisme og de mulige årsager til autisme. Især har RFK Jr. Været fortaler for konspirationsteorier om MFR-vaccinen og dens ”sammenhæng” med autisme. Han har argumenteret for, at der er en “autisme-epidemi” og har som sundhedsminister udtrykt ønske om at undersøge, hvad der kan ligge bag denne stigning i autisme-diagnoser. (Bilag 8)

Vacciner og autisme – en skrøne genoplives 

Kennedy har i årevis fremført teorier om en mulig sammenhæng mellem vacciner og autisme, særligt har han haft fokus på MFR-vaccinen som bl.a. beskytter imod mæslinger. Lige nu ses et udbrud af mæslinger i USA og i februar døde et ikke-vaccineret barn af sygdommen. Flere dødsfald er indrapporteret til de amerikanske myndigheder hvor årsagen har været mæslingesyge. (Bilag 9)

Påstanden om at MFR-vaccinen skulle have sammenhæng med autisme, er blevet afvist af et stort flertal af forskere og sundhedsmyndigheder verden over. JFK Jr. har især kritiseret brugen af kviksølvforbindelsen thimerosal i visse vacciner, som han hævder, kan være en medvirkende faktor til stigningen i autisme – på trods af, at adskillige studier ikke har fundet en sådan sammenhæng. 

»Det skal også lige siges, at hvis du tager en dåse makrel i tomat, så får du faktisk mere kviksølv end fra et skud vaccine,« siger professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet, Jan Pravsgaard Christensen.
MFR-vaccinen: De 6 største myter aflivet af videnskaben

RFK jr. Har udpeget David Geier til at skulle lede et studie om sammenhængen mellem vacciner og autisme, som allerede er modbevist af flere internationale studier, der bl.a. indebærer et stort dansk studie .  Flere har spekuleret i, at med RFK Jr.’s holdninger til videnskab og med hans udpegning af David Geier, kan man derfor med god grund frygte, at det kommende studie vil blive sat således op, at det uundgåeligt vil ”påvise” en sådan sammenhæng. Konsekvenserne af en sådan konklusion kan man med deres holdninger og baggrunde, særligt David Geier’s, godt forestille sig at blive vidtrækkende, grusomme og umenneskelige. (Bilag 10) (Bilag 11 )

David Geier- dømt som kvaksalver

Det er dybt bekymrende, at RFK har udpeget en kvaksalver til at lede studie om vacciner og autisme. Flere sundhedspersoner og senatorer har udtrykt store bekymringer over Geiers udpegning. (Bilag 12) Dette begrundes i David Geiers familiære relationer, særligt med henblik på hans egen far Mark Geier (Doctor of medicine, MD). David Geier har i ledtog med sin nu afdøde far, Mark Geier, udført eksperimentelle medicinske forsøg på autistiske mindreårige. Målet med de medicinske forsøg var at normalisere og kurere menneskerne for deres autisme.  Deres behandlingsmetode kaldte de selv for en mirakelkur imod autisme og behandlingen fik navnet ”the Lupron protocol”. (Bilag 13)

Blandt de mange organisationer, sundhedspersoner og politiske fremtrædende personer har ASAN  – Autistic Self Advocacy Network, udtrykt stor fordømmelse af udpegningen af David Geier. De udtrykker bl.a. følgende:  

“Anyone who would fleece families with fake cures should not be trusted to interpret a scientific study, let alone conduct one”.  (“Enhver, der vil flå familier med falske kure, bør ikke udvises tillid til at kunne fortolke en videnskabelig undersøgelse og slet ikke udføre en“. (Bilag 14)

“Enhver, der vil flå familier med falske kure, bør ikke udvises tillid til at kunne fortolke en videnskabelig undersøgelse og slet ikke udføre en“.

Senator Margaret Wood Hassan, en amerikansk politiker og advokat, har i en appel til sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. Udtrykt sin bekymring og skriver bl.a:

“The Geiers administered a potent medication called Lupron, a testosterone-suppressant approved for prostate cancer and ovarian fibroids, to children with autism, despite these children having no diagnosed conditions that would necessitate this treatment“ (Bilag 15)

“Geiers administrerede en potent medicin kaldet Lupron, en testosteron-hæmmer godkendt til prostatakræft og muskelknuder i livmoderen, til børn med autisme, på trods af at disse børn ikke havde nogen diagnosticerede tilstande, der ville nødvendiggøre denne behandling.”

Kemisk kastration af autistiske mindreårige

Men realiteterne var at Geier-duoens ”mirakelkur”, reelt var en kemisk kastration af autistiske mindreårige (Bilag 16) og de fik dengang kritik fra mange fagfolk over deres eksperimentelle medicinske forsøg med at bruge Lupron på mindreårige. Bl.a. udtalte Simon Baron-Cohen, professor på University of Cambridge:  

“The evidence to support the hype is lacking. University of Cambridge Professor Simon Baron-Cohen  blasted the approach, telling the Trib, “The idea of using it with vulnerable children with autism, who do not have a life-threatening disease and pose no danger to anyone, without a careful trial to determine the unwanted side effects or indeed any benefits, fills me with horror” (Bilag 17)

“Tanken om at bruge det på sårbare børn med autisme, som ikke lider af en livstruende sygdom og ikke udgør nogen fare for andre, uden en omhyggelig undersøgelse af uønskede bivirkninger eller overhovedet nogen fordele, fylder mig med rædsel.” 

Mark Geier, mistede sin autorisation til at praktisere i 9 stater og David Geier blev retsforfulgt og dømt for at have udført behandlinger af et barn uden faglige kvalifikationer herfor. (Bilag 18)

I dag ser man tilbage på deres eksperimentelle forsøg på autistiske mindreårige som værende mishandling, men dette har ikke haft de store konsekvenser for andre end de sårbare mennesker som har været udsat for far-søn duoens kvaksalveri. (Bilag 19)

Pubertetshjernen – generelt

En pubertetshjerne er præget af en række kognitive og følelsesmæssige forandringer, som påvirker den unges adfærd og beslutningstagning. En af de mest markante træk er øget risikovillighed, særligt omkring 18-årsalderen. Dette skyldes, at belønningssystemet i hjernen, som er ansvarligt for at regulere fornøjelse og belønning, udvikler sig hurtigere end de områder, der styrer impulskontrol og konsekvenstænkning. Dette kan føre til, at teenagere engagerer sig i risikabel adfærd som hensynsløs kørsel, eksperimentering med stoffer eller alkohol og andre impulsive handlinger.

Sort-hvid tænkning, også kendt som dikotom tænkning, er et andet kendetegn ved pubertetshjernen. Teenagere har en tendens til at se verden i ekstreme termer, hvor ting enten er gode eller dårlige, rigtige eller forkerte, uden at anerkende nuancerne imellem. Dette kan gøre det svært for dem at se mellemveje eller kompromiser og kan føre til konflikter med forældre, lærere og jævnaldrende.

Manglen på at tænke konsekvens er også fremtrædende i denne periode. Fordi de områder af hjernen, der er ansvarlige for planlægning og vurdering af langsigtede konsekvenser, endnu ikke er fuldt udviklede, kan teenagere have svært ved at forudse konsekvenserne af deres handlinger. Dette kan resultere i impulsive beslutninger, som de senere fortryder.

Disse kognitive forandringer er en naturlig del af hjernens udvikling og hjælper med at forme unges identitet og selvstændighed. Det er vigtigt at forstå disse processer for bedre at kunne støtte teenagere gennem denne udfordrende periode.

Forsinket modenhed hos autistiske unge 

I Danmark kan unge fra 15 år træffe beslutninger om kønsskiftebehandling uden forældrenes samtykke. For autistiske unge, hvis modenhed ofte er 30% lavere end deres jævnaldrende, er dette særligt problematisk.

Når det handler om autistiske unge er det afgørende at tage højde for, at deres modenhed ofte er forsinket i forhold til deres jævnaldrende. Forskning viser, at man ved autismediagnoser bør trække op til 30 procent fra i modenhedsniveau sammenlignet med unge uden autisme. Dette indebærer, at en 15-årig med autisme kan have et modenhedsniveau svarende til en væsentligt yngre aldersgruppe. Denne nedsatte modenhed forstærker vigtigheden af at sikre en grundig udredning og støtte fra forældre, før irreversible beslutninger om kønsskiftebehandling træffes. Dette understøttes af Forældreansvarsloven §5:”I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed”.  

Autistiske piger går i gennemsnit 9.5 måned tidligere i puberteten end deres jænvaldrende af samme køn, hvilket kan gøre pubertetsstarten endnu mere udfordrende og ofte være traumatiserende. (Bilag 20)

I Autisme- og Aspergerforeningen oplever vi gang på gang, at fagfolk, overfor os, udtrykke, at de ikke tør sætte spørgsmålstegn ved unge autisters overbevisning om at have et andet køn end det, de er født med. Spørgsmål om kønsidentitet er omgærdet af en frygt for at begå en faux pas, som kan medføre konsekvenser i form af udskamning på de sociale medier, fyring eller frygt herfor, på grund af anklager om diskrimination mm.  

Sociale mediers rolle og fejltolkninger af kønsidentitet

I løbet af de seneste 10-15 år har sociale medier som TikTok og YouTube fået en markant og til tider bekymrende rolle i mindreårige og unges liv. Historisk set findes der flere tilfælde, hvor social smitte har været årsag til episoder af massehysteri eller massepsykose. Et nyere eksempel på dette er den periode, hvor videoer på sociale medier viste uhyggelige personer klædt ud som klovne. Disse videoer blev hurtigt virale og skabte utryghed blandt mange mindreårige. Forældre berettede om, hvordan deres børn blev stærkt optagede af videoerne, hvilket påvirkede dem i deres dagligdag – både følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt. (Bilag 21)

Mindreårige får deres information via sociale medier, det være sig både fra hvad der sker med deres yndlings-influencer, nyheder, men også pubertetsrelaterende emner. Det betyder også at de sociale medier hurtigt kan blive oraklet der kan ”hjælpe” mindreårige med at fortolke deres pubertetsrelaterede ubehag og udfordringer. En bekymrende tendens er, at nogle unge – især mindreårige – kan fejltolke disse kropslige fornemmelser og følelser som kønsdysfori og se hormonbehandlinger som en universel løsning på alle deres udfordringer. Fx at føle sig anderledes, sensorisk ubehag og ikke have samme interesser som jævnaldrende af samme køn. Det er samfundets pligt at beskytte disse sårbare mindreårige mod forhastede medicinske beslutninger.  Manglende langtidsstudier gør det umuligt at vurdere de fulde risici ved at give mindreårige hormonpræparater eller pubertetshæmmere. Denne forpligtigelse er endnu større, når der er tegn på, at autistiske træk eller andre psykiatriske udfordringer forveksles med kønsidentitetsproblemer. Men der er også en ubehagelig mulighed, der bør overvejes. (Bilag 22)

Lupron er Lupron, ligesom penicillin er penicillin  

Penicillin udskrives af lægen til behandling af mange forskellige sygdomme, men bivirkningsprofilen, den forbliver det samme. Vi reagerer forskelligt på medicinske behandlinger, men de fleste kender til, at penicillin kan give kvalme og diarre.  

Lupron (Leuprorelin) som Mark Geier og David Geier brugte som ”mirakelkur” til at kurere mindreårige for deres autisme, bruges også i dag. Endda bruges det stadig til ikke godkendte formål, på mindreårige. Leuprorelin er bedre kendt som Stop-hormoner og den eneste godkendte behandling, hvor dette produkt er godkendt, er til børn der går for tidligt i puberteten.

Ved ovenstående eksempler kan der foreligge indikation for en speciallæge i pædiatri eller endokrinologi, til at udskrive leuprorelin. De børn der tilbydes behandling for pubertas præcox, vil blive fulgt tæt af speciallæger, både i forhold til selve behandlingen og ift. Deres fysiske og psykiske udvikling. Efter endt medicinsk behandling bliver børnene fulgt tæt indtil deres naturlige pubertet indtræder. (Bilag 24)

Kønsubehag har ikke en konkret diagnosekode, ligesom det ofte kræves for andre sygdomme/lidelser, hvor der gives behandling med særligt potente medikamenter. Derfor behandles kønsubehag ud fra kriterier og screeningsværktøjer (Tanner stadie) som tager udgangspunkt i den behandling som tilbydes børn der er gået for tidligt i pubertet.

Tanners stadier, piger – Patienthåndbogen på sundhed.dk
Tanners stadier, drenge – Patienthåndbogen på sundhed

I dag er Leuprorelin (a.k.a Stop-hormon/Lupron/Prostap m.fl.) et af de primære hormonpræparater i behandlingen af mindreårige der fortæller at de er transkønnet. Her kan en læge udskrive forskellige typer af leuprorelin-indeholdende lægemidler til mindreårige, som har udtrykt ønske om at skifte køn, og til denne type behandling udskrives medicinen som off-label recepter.

Det betyder at denne type medicin udskrives til et terapeutisk formål, som lægemidlet ikke er godkendt til. Til behandling af kønsinkongurens hos mindreårige (11år+) er de ofte allerede godt i gang med deres naturlige pubertet. For denne type behandling er evidensen for et positivt resultat mangelfuld, særligt set op imod de allerede meget kendte bivirkninger. For med den viden man har om bivirkningsprofilen for Leuprorelin, burde man slet ikke udskrive medicinen til mindreårige, især når medicinpræparatet ikke er godkendt til et sådan terapeutisk formål. Der er meget der tyder på at unge der har undergået langtidsbehandling med Leuprorelin-holdigt medicin oplever bivirkninger såsom bl.a. knogleskørhed (osteoporose), fertilitetsproblemer og en mental udvikling der er gået i stå. (Bilag 25)

Den ellers tætte sundhedsfaglige opfølgning, som tilbydes til børn der er gået for tidligt i pubertet, er desværre fraværende ved den gruppe mindreårige, som fra At barnet når Tanner stadie 2, for piger mellem 8-15 år og for drenge mellem 9-16 år, kan modtage behandling med stop-hormoner for kønsinkongruens. (Region hovedstaden VIP, Hormonbehandling af transkønnede unge under 18 år)

Vi spørger: Er der noget medicinsk rationale, som begrunder tilstedeværelsen af opfølgninger for mindreårige der er gået for tidligt i puberteten, men samtidig er fraværende for mindreårige, når det handler om kønsinkongruens, uagtet at det er de samme medicinpræparater man behandler mindreårige med?

Behov for debat om medicinsk og politisk etik

På baggrund af ovenstående, må det anses som afgørende at rejse en debat om politikernes ansvar, når der skal prioriteres midler på sundhedsområdet. I årevis har autismeforkæmpere råbt op om behovet for flere ressourcer til psykoedukation om autisme – for både børn, unge og voksne. Alligevel er tilbud om psykoedukation efter udredning og diagnosticering af autisme stort set forsvundet. Til gengæld synes pengekassen nærmest bundløs, når det gælder initiativer relateret til kønsidentitet.

Det er slående, at samfundet er villigt til at investere enorme ressourcer i børn med kønsdysfori, mens børn med handicap, som f.eks. autisme, fortsat bliver ladt i stikken. Autistiske børn kæmper dagligt med mangelfulde skoletilbud, minimal specialiseret hjælp og en gennemgående negligering af deres behov. Men det ser ikke ud til at vække samme politiske eller økonomiske interesse som kønsdysfori. Uanset hvilket køn barnet vælger at identificere sig med, så vil dets autistiske udfordringer altid være der.

Høringssvar af ’Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens’ og ’Faglig ramme for sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens’ – Autisme- og Aspergerforeningen

Hvem bærer egentlig det politiske ansvar for at sikre, at Danmark overholder strenge etiske standarder i medicinsk behandling – især når det gælder letpåvirkelige og sårbare mindreårige? Og hvordan kan vi være sikre på, at historiens mørke kapitler – tvangssterilisationer, umenneskelige eksperimenter og systematiske overgreb – ikke gentager sig i en moderne forklædning, hvor “fremskridt” eller “selvbestemmelse” bruges som undskyldning til at legitimere kastration?

Der er i dag praksisser i det danske sundhedsvæsen, der direkte eller indirekte fører til sterilisation eller kastration af unge autister. Har et ideologisk narrativ fået lov til at manipulere vores samfund til at tro, at eksperimental behandling er den rette og ansvarlige sundhedsfaglige vej at gå? Dette er ikke bare teoretiske bekymringer – det er spørgsmål med konkrete konsekvenser for mennesker, hvis liv og kropslige integritet står på spil.

Manglende patientsikkerhed – Kønsbekræftende affirmation virker som undtagelsen for alt.    

Kønsmodificerende behandling kan i dag gives uden forældres samtykke til unge ned til 15 år – og ned til 8 år, hvis forældrene giver samtykke.

“Unge mellem ca. 8-15 år (piger) og 9-16 år (drenge) kan have brug for tidlig vurdering af vækst og pubertet, når der ved de indledende samtaler findes tegn på pubertet eller der er tvivl om pubertetsudviklingen.” (Bilag 26)

Men er samtykket overhovedet gyldigt, når evidensen for behandlingen er så svag? Kan man give et reelt informeret samtykke, når selv de behandlende læger ikke kan give den nødvendige information – for den findes ikke?

Som Katharina Maria Main fra Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet er citeret for 12. november 2019:

” Der er rigtig meget viden, vi mangler. Hvad sker der med en krop, der har Y-kromosom i alle celler, når jeg giver østrogen i 70 år og omvendt?”
Politikere i vildrede om hormonbehandling til børn: ‘Et frygteligt dilemma’ | Indland | DR

Sundhedsstyrelsen fjernede på baggrund af en politisk beslutning, transkønnethed fra listen over psykiske lidelser den 1. januar 2017. Dette kan skabe udfordringer for patientsikkerheden, især når behandlingen tilbydes til mindreårige autister, der allerede er sårbare og har særlige udfordringer der bør tages hensyn til.   

I en bekymringsskrivelse fra februar 2025 har Center for Kønsidentitet (CKI)- Odense og København, erkendt at de ikke har den nødvendige faglighed eller kompetencer i afdelingerne, til at kunne udrede og behandle autistiske mindreårige. (Bilag 27)

Vi finder det derfor bekymrende, set ud fra et spørgsmål om patientsikkerhed, at der i forbindelse med kønsmodificerende behandling, ikke udvises samme agtpågivenhed, når der er tale om den sterilisering der opstår ved den medicinske behandling af kønsubehag. Ifl. Sundhedsloven skal kvinder over 18 år, eller de som loven betegner som ’person med livmoder’, have 6 måneders betænkningstid, fra de har henvendt sig til sundhedsmyndighederne med et ønske om at blive steriliseret. (Bilag 28)

Formanden for The Scottish Council on Human Bioethics (Det skotske råd om Menneskelig bioetik), Dr. Antony Latham, General Practitioner, har i en artikel til The new Bioethics, beskrevet det etiske problem i at mindreårige bliver bedt om at samtykke til behandlinger som har vidtgående indvirkning på barnets liv. I artiklen “Puberty Blockers for Children: Can They Consent?”, står der bl.a.

“Næsten 100 % af dem, der begyndte på stop-hormoner, fortsatte med at tage kryds-hormoner; i 98 % af tilfældende jf. GIDS (Gender Identity Development Service – Tavistock Centre) (Carmichael et al. 2021) og mange af disse vil også have kirurgiske indgreb såsom mastektomier og kønskirurgi. Kønsskiftekirurgi er stigende.

Infertilitet er meget sandsynligt, når indtagelse af stop-hormon efterfølges af kryds-hormoner. Cretella (2016, s. 53) skriver:

Da GnRH-agonister(stop-hormon) forhindrer modning af gonadalvæv og kønsceller hos begge køn, vil unge, der går fra pubertetssuppression på Tanner Stadie 2 til krydskønshormoner, blive ufrugtbare uden nogen mulighed for at få genetisk afkom i fremtiden, fordi de vil mangle gonadalvæv og kønsceller til kryo-konservering. Det samme resultat vil ske, hvis præpubertale børn placeres direkte på krydskønshormoner.

At gå i gang med stop-hormoner betyder derfor, at individet sandsynligvis vil blive infertilt. Spørgsmålet er, om et barn, der bliver rådgivet om stop-hormoner, virkelig kan forstå konsekvenserne af at være infertil og give informeret samtykke. “Behandlingen af kønsdysfori i barndommen med hormoner udgør effektivt et masseeksperiment på og sterilisering af unge, der kognitivt er ude af stand til at give informeret samtykke” (Cretella 2016, s. 53).

Kryds-hormoners irreversibeltet forårsager at stemmen bliver dybere og mandlig hårvækst, og de langsigtede virkninger af kirurgi er indlysende. Blokering af puberteten hos drenge forårsager underudvikling af kønsorganer. Dette gør igen efterfølgende vaginoplastik (den kirurgiske dannelse af en kunstig vagina) mere kompliceret (Bizic et al. 2018). I lyset af disse kendsgerninger lyder udsagnet om, at stop-hormoner er »reversible«, som minimum vildledende. Barnet, der tager stop-hormoner, vil næsten helt sikkert få livsændrede og uoprettelige fysiske bivirkninger, som kan blive fortrudt meget, ude i fremtiden.”

Læs hele forskningsartiklen her

The Scottish Council on Human Bioethics er en uafhængig velgørenhedsorganisation sammensat af fagfolk fra forskellige discipliner med tilknytning til medicinsk etik. Deres formål er at engagere sig i aktuelle etiske spørgsmål inden for biomedicin, især dem, der giver anledning til særlig bekymring i Skotland, og at give en skotsk stemme på den internationale scene. (Bilag 29)

I et netop offentliggjort studie ”Fertility preservation: is there a model for gender-dysphoric youth?”, udtrykkes der bekymring om den manglende fertilitetsbevarende mulighed, ved mindreårige der bliver medicinsk behandlet med stop- og krydshormoner. De beskriver bl.a. at

fertilitetsbevarelse i den pædiatriske population omfatter i stigende grad transkønnede unge, der modtager kønsbekræftende behandling, ud over patienter med børnekræft. På trods af en betydelig risiko for permanent sterilitet – op til 95 % – forsøger færre end 5 % af disse unge at bevare fertiliteten. En australsk undersøgelse viste en markant forskel mellem de fødselskonstaterede køn hhv. mænd(drenge) og kvinder(piger). Nemlig at 62 % af de fødte mænd valgte fertilitetsbevarende behandling, mens ingen af de fødte kvinder gjorde det. Dette kan skyldes, at procedurer som ægudtagning eller indsamling af æggestokvæv hos kvinder(piger) er mere invasive og komplekse end sædopsamling hos mænd(drenge). Mange transkønnede voksne giver udtryk for at fortryde at de ikke kan få biologiske børn. Samtidig er fertilitetsbevarende rådgivning i forbindelse med behandling med pubertetsblokkere og kønshormoner ikke standardiseret, og andelen af unge, der modtager eller benytter fertilitetsbevarende behandling, varierer betydeligt – fra 13,5 % til 100 % for rådgivning og 0 til 62 % for faktisk anvendelse. (Bilag 30)

Politiske skyklapper

Den 14. november 2024 blev 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 12 behandlet i Folketinget. Forslaget – fremsat af Dina Raabjerg (KF) m.fl. – har til formål at sikre, at unge mellem 15 og 17 år ikke kan igangsætte kønsskiftebehandling uden forældres samtykke.

Under debatten udtalte flere politikere sig med en bemærkelsesværdig tillid til unges dømmekraft og til sundhedspersoner uden autismefaglige kompetencer.

Dina Raabjerg (KF):
”…Astrid Højgaard er cheflæge ved sexologisk klinik i Aalborg, og hun er medlem af verdensforeningen for transsundhed, hvis metoder er under massiv kritik. Hun har en ung mand, der er diagnosticeret med autisme, i behandling, og hans mor er dybt ulykkelig over det her. Hun ser ikke en 18-årig transkønnet mand, men en ung mand, der er autist og af den grund har svært ved at spejle sig selv i andre unge mænd. Moren skrev følgende til Astrid, som jeg har fået lov til at læse op for jer:

Jeg er dybt chokeret over, at I giver hormoner til et ungt sårbart menneske med autisme, hvor der højt og larmende står i hans papirer, at han ikke er alderssvarende, at han har besvær med at tage vare på egen sundhed og sikkerhed og besvær med at tage passende ansvar, og som scorer meget lavt på egenomsorg, har lavt bmi, skoliose og noncompliance i forhold til vanlig medicin. Jeg håber godt nok, at I tager ansvaret på jer, når han fortryder, når hans frontallapper er færdigudviklede og han har lært at forstå sin autisme. Føj, må jeg simpelt hen sige. I ødelægger hele familier, når I sidder og leger Vorherre over andres børn og unge. Det er mig, der står med ekstra problemer og hjælp nu, både i forhold til compliance, økonomi til hormoner, skift af navn osv., da han ikke formår det selv, samt et ødelagt søskendeforhold. Det påvirker alt omkring ham.

Astrid afviser at diskutere sagen med den unge mands mor, fordi han er blevet 18 år .”
 

Det er efter vores opfattelse dybt uansvarligt og kan betegnes som statsligt omsorgssvigt at overlade så livsændrende beslutninger til 15-årige, hvis hjerner endnu ikke er færdigudviklede. En gennemgående og alvorlig problematik i spørgsmålet om transidentitet er, at videnskabelige og biologiske fakta – som ellers danner grundlag for vores samfund og politiske beslutninger – i stigende grad bliver tilsidesat, som om de ikke længere har nogen gyldighed.

Hvordan kan man have tillid til sundhedspersoner, der kan finde på at igangsætte behandling af en ung autistisk mand, som ikke er alderssvarende, vurderet af læger med psykiatrisk faglighed, og dermed ikke er i stand til at foretage en sådan livændrende beslutning, blot fordi vedkommende er 18 år?

Selvmord eller selvmordsforsøg

Argumentet om selvmordstanker, -forsøg og selvmord, bliver ofte brugt i diskussioner om adgangen til kønsmodificerende behandling. Dette til trods for, at uanset hvilket køn et autistisk menneske har, så er selvmordsraten og risikoen for at begå selvmord, særdeles høj blandt autistiske mennesker. Igen virker dette ikke til, at dette faktum vækker lige så mange anerkendende og call to action følelser hos politikerne.

Blandt mennesker med psykiatriske diagnoser er risikoen for selvmord op til 10 gange større end blandt befolkningsgruppen uden en psykiatrisk diagnose. (Bilag 31)

Mennesker med autisme har en mere end tre gange forøget risiko for at begå selvmord, sammenlignet med den generelle befolkning.

Og særligt alvorligt er det for kvinder, hvor risikoen er 4,4 gange højere end for mænd, mens kvindernes risiko for selvmordsforsøg er helt oppe på 8,5 gange risikoen blandt mænd. (Bilag 32)

Ifølge studiet er psykiatrisk komorbiditet den største risikofaktor for selvmord blandt mennesker med autisme, idet mere end 90 procent af dem, der forsøgte eller døde af selvmord, også havde en anden psykisk lidelse. (Bilag 33)

Autistiske børn og unge fortjener bedre beskyttelse – ikke en ideologisk kønsrejse uden mulighed for en returbillet

Verden kan være overvældende og forvirrende for autistiske børn og unge. Deres behov for struktur og tydelighed er stort, og når de støder på en samfundsudvikling, der opfordrer dem til at vælge en kønsidentitet blandt utallige muligheder, kan det skabe mere kaos end klarhed. I Autisme- og Aspergerforeningen ser vi med dyb bekymring på, hvordan en ideologisk drevet kønspolitik risikerer at lægge en ekstra byrde på en allerede sårbar gruppe – og vi appellerer til fagfolk og politikere om at sætte autistiske børns reelle behov først.

Vi har, på baggrund af tidligere nævnte bekymringsskrivelse fra to ud af de 3 centre for kønsidentitet, henvendt os til Sundhedsstyrelsen og afventer stadigvæk svar.

Psykoedukation er ikke “omvendelsesterapi” – det er ansvarlig omsorg

I den aktuelle debat bliver de, der taler for vigtigheden af grundig psykoedukation og samtaleterapi før eventuelle irreversible behandlinger, ofte mødt med anklager om at drive “omvendelsesterapi”. Denne sammenligning er ikke bare forkert – den er skadelig.

At sidestille psykoedukation med omvendelsesterapi er i vores øjne et konkret eksempel på hate speech. Når man fremstiller en forsigtig, terapeutisk tilgang – der netop har til formål at beskytte sårbare unge mod overilede beslutninger – som noget forkasteligt, underminerer man faglig integritet og placerer ideologi over barnets tarv.

Endnu værre er det, når ikke-farmakologiske tilgange, der opfordrer til selvrefleksion og accept, bliver beskyldt for at være en form for “hate crime” mod autistiske mennesker. Den virkelige skade ligger i at presse unge mod hurtige løsninger, når det ofte er langvarig støtte og forståelse, de har mest brug for. Vi anser det at kastrere og sterilisere mindreårige autistiske mennesker som en hate crime.

Fra identitetsdannelse til “tag-selv-bord” af køn

Puberteten har altid været en udfordrende livsfase, hvor unge søger at forstå sig selv og deres plads i verden. Tidligere handlede identitetsdannelse om at udforske, hvem man er i forhold til omverdenen – nu handler det i stigende grad om at vælge en kønsidentitet fra en uendelig menu af muligheder.

I stedet for at udvide kønsrollerne, så børn og unge ikke føler sig låst fast i stereotyper, har vi skabt et system, hvor de skal navigere i en labyrint af kønsidentiteter, hver med sine egne sociale koder og forventninger. Det er en umulig opgave for mange – ikke mindst autistiske unge, der ofre har brug for klarhed og ikke flere valg, der gør verden mere uoverskuelig.

Hvorfor er autistiske unge særligt udsatte?

Autistiske mennesker har ofte et stærkt behov for fasthed og tydelige kategorier. Når de møder en fortælling om, at kønsidentitet er noget, man kan og bør vælge, og at transition er vejen til lykke, kan de klynge sig til denne løsning som en måde at skabe orden i kaos. Problemet er, at mange autistiske unge ikke får den nødvendige helhedsvurdering, der kunne afsløre, om deres kønsforvirring skyldes andre faktorer – såsom angst, sociale vanskeligheder, traumatiske erfaringer eller sansemæssige overbelastninger.

Endnu mere alarmerende er det, at når først en autistisk ung person er startet på en kønsrejse, er der ofte ingen vej tilbage. At fortryde eller revurdere sin identitet bliver i mange kredse set som en form for forræderi, hvilket skaber et socialt pres, der kan låse unge fast i en identitet, der måske ikke passer til dem. Vi oplever en stigende tendens til detransfobi – hvor unge, der fortryder, mødes med udstødelse. Dette skaber en følelse af forkerthed, fremfor at man fra starten af arbejder med det hele menneske.

Vi oplever en bekymrende udvikling i retning af detransfobi – hvor unge, der fortryder deres kønsidentitetsforløb, ikke blot møder udstødelse, men aktivt bliver stigmatiseret og marginaliseret. De udsættes for en dobbelt straf: Først en følelse af at have fejlet, og derefter en social udstødelse, der forstærker deres isolation og risiko for selvmord.  

Denne tragiske udvikling kunne undgås, hvis man arbejdede mere sundhedsfagligt og evidensbasseret med de mennesker, som oplever udfordringer i forhold til deres (køns)identitet.  ved at arbejde med det hele menneske fra starten. Ved at udføre det grundlæggende psykosociale arbejde, der tager højde for alle aspekter af den unges liv og udvikling. Når vi nøje undersøger de bagvedliggende årsager, kan vi give unge den omsorg og faglighed de fortjener

Grooming og normalisering af fetish

I Autisme- og Aspergerforeningen observerer vi med stor bekymring, hvordan visse seksualiserede diskurser gradvist er trængt ind i ungdomskulturen under paraplyen af identitetspolitik. Denne udvikling stiller særlige udfordringer for autistiske unge, der i forvejen kan have vanskeligt ved at navigere i sociale normer og grænser.

En særlig bekymrende tendens i den aktuelle kønspolitiske debat er den gradvise normalisering af voksenseksuelle fetische i ungdomskulturen – og hvordan dette kan udnytte autistiske unges sårbarhed. Vi ser med alvor, hvordan visse ideologiske kredse aktivt promoverer begreber som “kinkshaming” som en form for undertrykkelse, hvilket i praksis kan fungere som grooming ved at nedbryde unges naturlige grænser.

For autistiske unge, der ofte har udfordringer med socialt samspil og grænsesætning, er denne udvikling ekstra farlig. Når fetish-kultur præsenteres som en legitim del af identitetspolitik – f.eks. gennem begreber som “queer kink” eller “trans-age” – skabes der et miljø, hvor unge kan blive eksponeret for voksenseksuelle praksisser under dække af “selvudfoldelse”. Dette er ikke frigørelse, men et brud på de etiske rammer, der skal beskytte børn og unge.

Fagfolk bør være ekstra opmærksomme på, hvordan autistiske unge kan blive mål for:

• Ideologisk grooming: Når voksne aktivister fremmer ekstreme køns- eller seksualitetsteorier som den eneste sandhed
• Seksualisering af identitet: Når kropslige ændringer eller fetische fremstilles som en naturlig del af kønsudfoldelse
• Gruppepres: Når unge føler, de skal acceptere alle former for seksualiserede handlinger for at være “inkluderende”.

På store medieplatforme som DR og TV2 bliver børn og unge målrettet eksponeret for seksualitetsrelateret indhold, herunder kinks og fetish, som om det mest naturlige og normale i verden. En eksponering der, bevidst eller ubevidst, gradvist skubber til børnenes grænser på en måde der minder om grooming-mekanismer. Komplekse begreber pakkes i en forkortet, underholdende form – fra reels der fremstiller fetish som harmløs “hverdagsting”, til programmer der reducerer identitetsdiskussioner til overfladiske kategorier. Resultatet bliver et identitetseksperiment, hvor børn og unge er forsøgskaniner.

Appel til fagfolk: Stop, tænk og vurder helheden

I Autisme- og Aspergerforeningen mener vi, at det er en voksens ansvar at gøre verden mindre forvirrende for børn – ikke mere kompliceret. Autistiske unge har ret til at blive set som hele mennesker, ikke reduceret til et enkelt aspekt af deres identitet.

• Hold fast i jeres faglighed, både den pædagogiske, psykologiske og sociologiske.
• Sørg for en bedre og mere nuanceret vurdering af autistiske unge, før der iværksættes irreversible behandlinger.
• Hav et større fokus på bagvedliggende årsager til kønsforvirring, såsom angst, sociale vanskeligheder eller andre psykiske udfordringer.
• Giv støtte til dem, der fortryder, så de ikke bliver efterladt i en identitet, der ikke længere passer til dem.

Autistiske mennesker skal ikke presses ind i en verden af forskellige kønsidentiteter for at være en del af fællesskabet.  Ligesom vi heller ikke kan ændre vores højde, vores sansemæssige sensitivitet eller vores neurologi, kan vi heller ikke altid ændre de vilkår, vi er født ind i. Nogle gange handler det ikke om at “vælge rigtigt” – men om at lære at leve med sig selv, som man er.

Vi skylder de autistiske børn og unge en mere nuanceret og forsigtig tilgang – før det er for sent.