I Canada kæmper en far for, at staten ikke skal tage livet af hans 28-årige autistiske datter. Datteren ønsker ganske vist selv at dø, da hun føler sig anderledes end sine jævnaldrende og derfor ensom. Hun har ingen andre diagnoser end autisme og ADHD, og alene disse danner grundlaget for, at hun er blevet godkendt til assisteret selvmord.
Datteren har tidligere ansøgt to gange om tilladelse til assisteret selvmord, men er blevet afvist begge gange. Tredje gang lykkedes det, hvilket viser, at det er muligt at “shoppe rundt”, indtil en læge er villig til at underskrive en godkendelse.
Hun havde svært ved at opretholde venskaber under COVID-19-pandemien og levede om natten, hvor hun brugte meget tid på nettet. Her søgte hun information om medicin og endte i onlinegrupper med fokus på assisteret selvmord. Forældrene mener, at hendes besættelse af ideen om assisteret selvmord i høj grad er forbundet med hendes autisme, og at ønsket har udviklet sig til en særinteresse – og derfor blevet urokkeligt og rigidt.
Det gør hende særlig sårbar over for social smitte, som disse onlinegrupper er kendt for at fungere som katalysatorer for. Faren kæmper stadig imod både datterens og statens ønske om at gennemføre assisteret selvmord.
Autisme og selvmordsrisiko – en alarmerende statisk
I Danmark står vi over for en politisk – ikke sundhedsfaglig – beslutning
Så hvis politikerne vælger at tage det første skridt i retning af statsassisteret selvmord, er valget truffet, og vejen banet mod samme situation som i Canada. Du tænker måske: “Nej, nej! Det kommer ikke til at ske i Danmark.” Men hvorfor skulle Danmark være så meget anderledes end andre lande, som allerede har taget de første skridt i den retning?
Argumentet “for det gør vi bare ikke” runger lige så tomt som selve “argumentet”. Faktum er, at vi ikke med sikkerhed ved, hvordan det vil gå – men statistikken peger på, at vi vil følge samme mønster. Canada er et glimrende eksempel.
Faktum er også, at næsten alle sundhedsprofessionelle i Danmark siger nej tak til at skulle hjælpe med at tage andres liv. Det strider grundlæggende imod de etiske og moralske principper, som er grundpillerne i de sundhedsfaglige professioner. At hjælpe med at lindre lidelse er noget helt andet end at tage liv.
Er døden virkelig den bedste løsning?
Når det er sagt, findes der næppe en sundhedsprofessionel, som ikke er bevidst om, at mange mennesker lider så voldsomt, at døden fremstår som den eneste udvej. Men er svaret på dette reelle problem statsassisteret selvmord? Burde svaret ikke i stedet være bedre, hurtigere og nemmere adgang til sundhedsfaglig hjælp, støtte og omsorg?
Hjælp til at leve – eller til at dø?
Derfor glæder det mig, at regeringen nu – endelig, fristes man til at sige – har indset, at et reelt økonomisk løft af psykiatrien er både uundgåeligt og nødvendigt.
Statsassisteret selvmord er ikke en løsning – det er en falliterklæring og en overgivelse til systemets svigt, til ensomhedens mørke og til et menneskes midlertidige desperation. For vi må spørge os selv: Hvilket samfund ønsker vi egentlig at være? Et samfund, der giver mennesker i krise en hånd at holde i – eller ét, der rækker dem et farvel og et stempel på dødsattesten? For når først vi tager det første skridt, bliver det sværere at vende om.
Nina Catalina Michaelsen
Landsformand, Autisme- og Aspergerforeningen
Læs også:
