Estimated reading time: 8 Minutter
I Autisme- og Aspergerforeningen arbejder vi for at skabe bedre forhold for autister og udbrede kendskab til og forståelse for denne gruppe i samfundet. Derfor er det vigtigt for os at deltage i den aktuelle debat om diagnoser, neurodivergens og identitet.
Brugen af paraplybegrebet neurodivergens er ofte drevet af gode intentioner. Mange ønsker at mindske stigma og skabe større accept af forskellighed. Det er et mål, vi deler. Men vi ser samtidig en udvikling, som kan få utilsigtede konsekvenser for de mennesker, der lever med autisme som en reel og dokumenteret funktionsnedsættelse.
Vi ønsker at beskytte dem, der har behov for støtte
En psykiatrisk diagnose er ikke en identitet. Den er heller ikke en personlighedstype eller en betegnelse for at være anderledes. En diagnose er en faglig vurdering af, at en person har en funktionsnedsættelse, som påvirker hverdagen i en sådan grad, at der er behov for forståelse, støtte, hjælpemidler eller særlige indsatser. Det er netop derfor, diagnoser findes. Jævnfør både ICD-10 og ICD-11 forudsætter en autismediagnose, at de autistiske træk medfører betydelige vanskeligheder eller påvirker personens funktionsevne i hverdagen
Det er dokumentationen af en funktionsnedsættelse, der giver autistiske mennesker adgang til støtte efter serviceloven og sikrer deres retssikkerhed. Serviceloven har netop til formål at imødekomme behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
For mange autistiske mennesker er diagnosen ikke blot et ord på et stykke papir. Den er nøglen til den forståelse og støtte, der gør det muligt at gennemføre en uddannelse, fastholde et arbejde, modtage socialpædagogiske indsatser eller få de nødvendige hensyn i hverdagen. For mange bliver diagnosen også nøglen til selvforståelse og starten på at kunne passe bedre på sig selv. Når vi, i Autisme- og Aspergerforeningen, insisterer på at fastholde diagnosers faglige betydning, handler det derfor ikke om at ekskludere nogen. Det handler om at beskytte de mennesker, som er afhængige af, at deres funktionsnedsættelse anerkendes.
Når gode intentioner rammer skævt
I mange år har autistiske mennesker og deres pårørende kæmpet for at blive taget alvorligt. De har kæmpet for forståelse, for de rette indsatser og for anerkendelse af, at de udfordringer, autisme kan medføre, er reelle og kan have stor betydning for hverdagen.
Mange kender til oplevelsen af igen og igen at skulle forklare, dokumentere og forsvare behovet for hjælp. For langt de fleste har kampen for den rette støtte varet i årevis. Det bekymrer os derfor, at autisme i stigende grad beskrives som en identitet eller som en almindelig variation, som alle i større eller mindre grad kan genkende hos sig selv. Selvfølgelig kan mange mennesker opleve træk hos sig selv, der kan minde om autisme, men det er ikke det samme som at leve med autisme.
Når der bliver sat lighedstegn mellem en klinisk diagnose og almindelige menneskelige variationer, bliver det sværere at forklare, hvorfor nogle mennesker har behov for omfattende støtte for at kunne fungere i hverdagen.
Virkeligheden forsvinder ikke, fordi vi holder op med at tale om den
Vi møder ofte argumentet om, at en klinisk diagnose er sygeliggørende, og at autisme derfor ikke bør betragtes som et handicap eller en funktionsnedsættelse, men blot som en anderledes måde at være i verden på. For nogle kan den beskrivelse føles mere behagelig end at forholde sig til de udfordringer og begrænsninger, autisme kan medføre.
På den ene side ser vi en stigende tendens til at forklare almindelige menneskelige forskelle gennem diagnoser og psykiatriske begreber. På den anden side ser vi en modsat bevægelse, hvor dokumenterede funktionsnedsættelser beskrives som almindelige variationer uden særlige konsekvenser.
For mange autistiske mennesker handler autisme ikke alene om at tænke eller opleve verden anderledes. Det handler også om udfordringer, som kan påvirke uddannelse, arbejdsliv, sociale relationer, selvstændighed og livskvalitet. Nogle har brug for støtte i perioder af livet. Andre har behov for omfattende støtte hele livet.
Autisme bliver ikke et mindre handicap bare fordi vi vælger et mere positivt sprog. Derfor er det vigtigt, at ønsket om accept og afstigmatisering ikke sker på bekostning af anerkendelsen af de udfordringer, som langt de fleste autistiske mennesker lever med hver dag.
Neurodivergens må ikke erstatte faglig præcision
Begrebet neurodivergens skal og må ikke erstatte den faglige forståelse af konkrete diagnoser. Autisme er ikke det samme som ADHD. ADHD er ikke det samme som en hjerneskade. Og mennesker med samme diagnose kan have vidt forskellige udfordringer og støttebehov. Når meget forskellige tilstande samles under én fælles betegnelse, risikerer vi at miste fokus på de mennesker, der har de største og mest komplekse støttebehov. Det er netop disse mennesker, som ofres i forsøget på en mere positiv fortælling om autisme.
Mennesker er mere end deres diagnose
At fastholde diagnosens betydning betyder ikke, at vi reducerer mennesker til deres diagnose -tværtimod. Autistiske mennesker er først og fremmest mennesker. Vi har talenter, interesser, ressourcer, drømme og personligheder, som rækker langt ud over enhver klinisk beskrivelse. Men netop fordi mennesker er mere end deres diagnose, må vi heller ikke gøre diagnosen til en beskrivelse af hele mennesket. Diagnosens opgave er alene at beskrive de udfordringer og funktionsnedsættelser, der skaber behov for forståelse og støtte.
Fortalere for neurodivergens-ideologien ønsker, at fokus skal lægges på styrker og særlige egenskaber, samtidig med at de tager afstand fra handicapbegrebet. Dette kan virke handicapfjendsk, dobbeltmoralsk og diskriminerende. Hvis styrker gøres til en del af en diagnose, der netop er en beskrivelse af udfordringer og funktionsnedsættelse, reducerer vi i sidste ende det hele menneske til blot at være sin diagnose.
Vi forsvarer ikke diagnoser – vi forsvarer retten til at være autist
I Autisme- og Aspergerforeningen mener vi, at man skal se på de faktuelle forhold. Vi hjælper ikke autistiske mennesker ved at bortforklare eller forskønne de vanskeligheder, mange lever med. Vi hjælper dem ved at anerkende deres virkelighed, deres funktionsnedsættelser og deres ret til den støtte, de har brug for.
Det er derfor, vi insisterer på, at autisme fortsat skal forstås som en klinisk diagnose, når der er tale om en fagligt dokumenteret funktionsnedsættelse. Ikke fordi en diagnose definerer et menneske. Ikke fordi mennesker er deres handicap. Men fordi diagnosen er et vigtigt redskab til at sikre forståelse, støtte og de nødvendige hensyn. Det er ikke diagnosen, vi ønsker at beskytte. Det er de børn, unge og voksne med autisme, som hver dag har brug for, at deres udfordringer bliver taget alvorligt, og at deres behov for støtte fortsat anerkendes.
Se debatten fra Folkemødet 2026: “Hvis autisme ikke kaldes et handicap – hvem ofrer vi så?“
Læs mere: Når diagnoser udvandes, risikerer autistiske mennesker at miste den hjælp, de har brug for
