Manglende forståelse af autisme fører til magtanvendelse og politianmeldelser. Undgå magtanvendelse og politianmeldelser mod autistiske mennesker.
Mangel på forståelse for autisme fører til magtanvendelse og anmeldelser.
Som formand for Autisme- og Aspergerforeningen hører jeg om mange sager som denne. Anders Rytter Munk er en ung autistisk mand på 26 år, der i de 4 år han har været flyttet hjemme fra, har oplevet over 100 magtanvendelser og som er blevet meldt til politiet for vold 25 gange. Anders’ situation er desværre ikke enestående. Manglende forståelse af autisme fører til magtanvendelse og politianmeldelser, og det afspejler en udbredt mangel på viden om og forståelse for autistiske mennesker.
Den pædagogiske falliterklæring i Mariager Fjord Kommune
Når kommuner som Mariager Fjord ikke formår at imødekomme de helt basale behov hos deres autistiske borgere, er det ikke blot en økonomisk belastning – det er et menneskeligt svigt og en pædagogisk falliterklæring.
Borgere på bosteder er i massiv risiko for at blive dømt til at være kriminelle. I flere sager som denne har jeg hørt om, at personalet ikke engang har ulejliget sig med at sætte sig ind i borgernes diagnose(r), individuelle udfordringer og støttebehov. Man skulle næsten tro, at politikerne tror, at deres udarbejdelse af lovgivning og ressourcefordeling bare er noget, vi leger. For man har i alt for mange år nedprioriteret socialområdet og udvandet det faglige niveau.
En livsfarlig isolation – Anders Munk efterlades uden nødvendig støtte
Anders Munk er en autistisk mand med en IQ på 42, svarende til et funktionsniveau som en 4-årig dreng. Alligevel er han fanget i en ensom tilværelse, isoleret i en lejlighed, mens to pædagoger står til rådighed i lejligheden ovenover 24/7. De træder kun til, når han skal lave mad eller udføre andre lavpraktiske gøremål. Denne situation er ikke kun uacceptabel; den er direkte skadelig og et eksempel på offentligt omsorgssvigt.
Hvordan kan man kalde det en pædagogisk indsats, når Anders efterlades alene uden nogen reel socialpædagogisk støtte eller nærvær? Hvor er forståelsen for de grundlæggende behov hos et autistisk menneske som Anders?
En grotesk økonomisk prioritering – 6,3 millioner spildes årligt
Mariager Fjord Kommune bruger årligt 6,3 millioner kroner på indsatsen omkring Anders Munk. Alligevel får han ikke den omsorg og støtte, han har brug for. Han bliver ikke mødt med højspecialiseret autismefaglig viden, men blot opbevaret i en lejlighed. Det er et grotesk spild af ressourcer at have to pædagoger til rådighed, når de ikke formår at yde en relevant pædagogisk indsats.
Det er desværre ikke ukendt, at jo ”farligere” en borger er, jo flere penge kan et botilbud få. I sager som Anders’ anser jeg det som, at man straffer autister for deres handicap. Særligt når man politianmelder en borger for at udøve vold, som i alt for mange situationer i virkeligheden er et selvforsvar mod en situation, hvor det pædagogiske personale har udøvet en magtanvendelse grundet faglig inkompetence.
Ingen autister med massive støttebehov bliver bedre til at håndtere deres egne følelser ved at blive underlagt tvang og magtanvendelser eller blive gjort økonomisk dårligere stillet. For anmeldes en borger for vold, så er det den anklagede, der skal betale sagens omkostninger, hvis de kendes skyldige.
Overgreb og tvang i psykiatrien
I 2021 blev Anders indlagt på psykiatrisk sygehus, hvor han blev så udadreagerende, at han måtte spændes fast til sengen. Dette er ikke kun et overgreb på Anders – det er en dyb skamplet på det system, der skulle beskytte og passe på ham. Vi ved fra Silas Dams tragiske historie, hvilke uhyggelige konsekvenser bæltefiksering og tvangsmedicinering kan have for autistiske mennesker. Når vi som samfund tillader, at mennesker som Anders Munk udsættes for overgreb og tvang, svigter vi vores mest sårbare borgere.
Nordjyllands politi viser bedre autismeforståelse end Socialpædagogernes fagforeningen
Politiet i Nordjylland ser ud til at have forstået betydeligt mere i denne sag end den nordjyske formand for Socialpædagogernes fagforening! Det burde ikke være nødvendigt at inddrage lovens lange arm i sager, hvor højtspecialiseret socialpædagogisk faglighed burde være nok.
Autisme- og Aspergerforeningen tilbyder støtte og viden til beredskabet
I Autisme- og Aspergerforeningen har vi udviklet en folder og et responskort rettet mod beredskabet.
Find vores foldere og skemaer med viden om autisme her.